Pressemeddelelse fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Julen bliver ikke, som den plejer. Heller ikke for de mange ældre, der bor på plejehjem i København. Men trods den aktuelle corona-epidemi og de mange restriktioner, der gælder for besøg hos de ældre, er der gjort rigtig meget på de københavnske plejehjem for, at juletiden kan blive så hyggelig og velkendt som muligt. Mange traditioner – som julefrokoster, luciaoptog og julemarked – er bibeholdt, men de bliver i år gennemført på nye og corona-venlige måder.
Der er dog også kommet helt nye ting i kalenderen denne jul. To operasangere fra Det Kongelige Teater er nemlig taget på en lille turné rundt til de plejehjem i kommunen, der har ønsket at få leveret en lille intim-koncert – som dog i denne corona-tid må foregå udendørs.
“Julefejringen har desværre mistet lidt af sin glans i år på grund af corona. Det gælder for de fleste danskere, men i særlig grad for de borgere, der bor på plejehjem rundt omkring i landet, og som må undvære besøg fra nær og fjern. Derfor er jeg glad for, at vi med hjælp fra Det Kongelige Teater kan drysse lidt ekstra fin julestemning ud til de ældre i form af smukke toner fra to professionelle operasangere,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Skal sprede håb og inspiration
Minikoncerterne er kommet i stand på et møde for nyligt mellem Sisse Marie Welling og teaterchef fra det Kongelige Teater, Kasper Holten. Her blev samarbejdet hurtigt aftalt og siden sat i værk. De to operasangere, Sofie Elkjær og Simon Duus, vil ved hvert plejehjem synge en blanding af opera og julesange, blandt andet af Carl Nielsen, Ingemann og Puccini.
“Kunst skal sprede håb og inspiration – og det ved vi, at måske især ensomme ældre kan have brug for i denne tid. Og når de ikke kan komme til os, så kommer vi med stor glæde ud til dem,” siger teaterchef fra Det Kongelige Teater Kasper Holten, der understreger, at koncerterne finder sted udendørs og efter alle corona-forskrifter, og at teatrets kunstnere i øvrigt testes hyppigt.
Onsdag optrådte sangerne ved både Ørestaden Plejecenter på Amager og Dronning Ingrids Hjem i Valby.
Dagens to koncerter finder sted ved Plejecentret Kærbo på Østerbro på Østerbro (kl. 11.10) og Kastanjehusene i De Gamles By på Nørrebro (kl. 10.00), hvor beboere fra øvrige plejehjem i De Gamles By ligeledes kan nyde tonerne på behørig afstand.
Kontakt:
Pressekonsulent Katrine Kirch Kirkegaard tlf.: 21273273 email: lh6p@kk.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/operasangere-fra-det-kongelige-teater-synger-julen-ind-ad-vinduerne-pa-kobenhavnske-plejehjem?releaseId=13606626
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








