Pressemeddelelse fra Nuuday
Peter Engelbrecht var i 2010 en af hovedkræfterne bag selskabet, Firmafon, der i marts 2019 blev en del af Nuuday. I november 2019 blev Firmafon lagt sammen med Fullrate Pro og blev til Relatel, hvor han fortsatte som direktør.
Relatel leverer telefoni og digitale løsninger til små og mellemstore virksomheder og har i sit første leveår lagt fundamentet til en spændende vækstrejse, der allerede er i gang, idet Relatel i 2020 har løftet antallet af softwareabonnementer med 25 pct.
Den 1. februar 2021 overtager Casper Bøyesen stillingen som direktør for Relatel, mens Peter Engelbrecht drager på nye iværksættereventyr.
“Peter Engelbrecht har haft en hel afgørende rolle i at opbygge først Firmafon og nu Relatel, der har en unik position på markedet i kraft af sine egenudviklede og innovative softwareløsninger. Jeg vil gerne takke ham for hans store indsats i Nuuday og ønske ham held og lykke med de nye eventyr,” siger Jens Grønlund, direktør for Nuudays digitale brands, og fortsætter:
“Samtidig er jeg utrolig glad for at kunne byde Casper Bøyesen velkommen som ny direktør for Relatel. Casper har en hel unik baggrund fra både store danske virksomheder og mindre start-ups samt et stort kendskab til telemarkedet og udvikling af software-løsninger. Han er derfor den helt rigtige profil til at føre Relatel videre på den vækstrejse, som virksomheden står over for de kommende år.”
Relatel har fra start kunne udnytte det store kendskab til, hvad små og mellemstore virksomheder har brug for, som man havde med fra Firmafon og Fullrate Pro. Derfor er ambitionerne også høje. Relatel skal tilbyde kunderne enkle og fleksible mobilprodukter og innovative omstillingsløsninger med suveræn brugervenlighed.
“Jeg er utrolig glad for at have været med på hele Firmafons rejse og ikke mindst integrationen med Nuuday, hvor jeg har mødt stor tillid og opbakning til at opbygge Relatel. Jeg har dog i et stykke tid vist, at det var det rette tidspunkt at lade stafetten gå videre. Jeg elsker rollen som iværksætter og har lyst til at prøve af, om jeg kan nå endnu en iværksætterrejse, inden jeg går på pension,” siger Peter Engelbrecht.
Casper Boyesen er kandidat i softwareudvikling fra IT-universitetet og har en HD fra Handelshøjskolen. Han kommer senest fra en stilling som ansvarlig for digitale løsninger i TDC Erhverv.
“Jeg glæder mig til at stå i spidsen for Relatel og anvende min samlede erfaring til at hjælpe Relatel frem mod fornyet vækst ved at udvikle produkterne og fortsætte det store fokus på god kundeservice,” siger Casper Boyesen.
Relatel har 75 medarbejdere fordelt på de to kontorer på Østerbro og Taastrup.
Kontakt:
Pressekontakt: Mai-Britt Noe, Tlf: 28936328. Mail: mbno@tdc.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/casper-boyesen-bliver-ny-direktor-i-relatel?releaseId=13606514
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








