PRM / Kvinder og børn er ofre for angreb i krigshærgede Yemen

    Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)

    Konflikter hærger med fornyet styrke syd for byen Hodeidah på Yemens vestkyst. Og som noget nyt oplever Læger uden Grænser, at flere og flere civile akut må opereres for alvorlige krigsskader. Langt størstedelen af dem, der ender på operationsbordet, er kvinder og børn.

    Siden oktober har Læger uden Grænsers team opereret 122 patienter med krigsskader i byen Mocha. Og i slutningen af november skete der en tydelig ændring.

    “Blandt vores patienter er børn, gravide kvinder, ammende mødre og mænd, der arbejder på en mælkeflaskefabrik, der er blevet angrebet,” fortæller Raphael Veicht, som leder Læger uden Grænsers mission.

    “Vi behandler alle, der har brug for akutte operationer i vores traumecenter. Sårede i krigen, trafikofre og gravide kvinder, der har brug for akutte kejsersnit. Men når der pludselig nærmest kun kommer civile ind med frygtelige skader fra våben, så rejser det nogle alvorlige spørgsmål. Det, vi ser på vores lille hospital, er foruroligende og skandaløst,” slår han fast.

    Han forklarer, at det er alvorlige overtrædelser af international humanitær lov.

    “Der er ingenting, der kan retfærdiggøre det,” siger han.

    Alene i den sidste uge af november modtog Læger uden Grænsers hospital civile patienter fra tre forskellige angreb. Fra en vejsidebombe, som ramte civile på vej hjem fra et bryllup. Fem blev dræbt heriblandt et barn. Og fra en eksplosion i et hus, hvor kvinder og børn var samlet for at købe tøj, hvor bl.a. 9 familiemedlemmer døde.

    De mange patienter med krigsskader på Læger uden Grænsers hospital understreger, at frontlinjen syd for Hodeidah lige nu er et af de mest aktive krigsområder i hele Yemen. Konflikten har tvunget hundredvis af familier på flugt endnu engang. Og frygten for angreb i området har gjort adgangen til basal lægehjælp og mad endnu mere begrænset, end den var i forvejen.

    “De her angreb bryder alle krigens regler – om de er målrettede eller vilkårlige,” siger Raphael Veicht og understreger, at drab på civile må og skal stoppe nu.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Signe Dalgas Damgaard tlf.: 41777446 email: sda@copenhagen.msf.org

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kvinder-og-born-er-ofre-for-angreb-i-krigshaergede-yemen?releaseId=13606459

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **