PRM / Sidste sæson af prisbelønnede og anmelderroste 29 har premiere 1. januar på Xee

    Pressemeddelelse fra Xee

    Når 33 får premiere på Xee i det nye år, bliver det samtidig sidste sæson af Julie og Jespers prisbelønnede og anmelderroste danske serie, der startede med 29 i 2018. Hos Xee glæder man sig til at vise den sidste sæson af en af Xee’s mest sete danske serier på årets første dag.

    “Det har været en stor fornøjelse at se, hvordan serien er blevet modtaget, og vi er glade for, at vi har fået lov til at fortælle historien om Julie og Jesper og deres forsøg på at navigere i voksenlivet gennem hele fem sæsoner. Vi vil gerne fortælle ægte historier med mennesker, der brænder for at fortælle dem, og det er præcis hvad 29 er. Det startede som Jesper og Julies egen historie om at blive single som 29-årig, mens alle vennerne bliver gift og får børn,” siger Linda Etgar, ansvarlig for de danske produktioner på Xee.

    Også for seriens to hovedpersoner, Julie (Julie Rudbæk) og Jesper (Jesper Zuschlag), har det været en fornøjelse at træde ind i et univers, hvor voksenlivets mange facetter udforskes. Serien har fulgt udviklingen i Julie og Jespers liv og venskab, og mens deres karakterer har udviklet sig meget gennem sæsonerne, har serien også ændret form, fortæller Julie Rudbæk.

    “Det har været en fantastisk rejse at producere de fem sæsoner og se serien vokse. 29 startede som et forholdsvis lille format, hvor den primært tog udgangspunkt i Julie og Jespers liv. Men efterhånden er det blevet en større ensembleserie med plads til flere historier og karakterer.”

    Se traileren til 33.

    Frem til sæsonpremieren kan man se eller gense alle sæsoner af 29 på Xee, hvor de vil blive genudsendt og selvfølgelig også kan streames. Selvom det nu er sidste sæson i serien, vil Julie og Jesper ikke udelukke, at de senere igen vil vende tilbage til universet.

    “Det har været svært at tage beslutningen om at lade det være sidste sæson, fordi vi stadig mærker så meget støtte og kærlighed til serien. Vi har fra starten insisteret på, at hver sæson skulle løfte sig fra den forrige, og det synes vi er lykkedes. Men det skal også slutte, mens legen er god. Og selvom det er slut for en periode, så betyder det jo ikke, at vi ikke kan vende tilbage til universet senere. Der er jo også noget, der hedder en 40-års krise,” siger Jesper Zuschlag.

    I seriens femte og sidste sæson følger man endnu en gang Julie og Jesper og deres forsøg på at navigere i voksenlivet. Her kæmper Julie og Jesper med nye kærlighedsinteresser, fremtidsdrømme og ungdommens fristelser. Julie og Jespers venskab kommer samtidigt på prøve, da deres nye roller som forældre gør det svært for de to venner at dele deres kærlighedsfrustrationer med hinanden. For kan venskab og forældreskab kombineres?

    Om 33

    Stream hele femte sæson fredag den 1. januar eller se med mandag den 4. januar kl. 21.00 for at finde ud af, om Julie og Jesper kan kombinere forældrerollen med deres venskab.

    • 33 kan streames på Xee fra den 1. januar 2021, og sæsonens to første afsnit kan ses på Xee den 4. januar kl. 21.00. De efterfølgende mandage kan afsnittene ses kl. 21.30.
    • Der er 8 afsnit i femte sæson.
    • De første fire sæsoner (29, 30, 31 og 32) kan allerede streames på Xee.
    • Medvirkede i 33: Julie Rudbæk, Jesper Zuschlag, Amalie Lindegård, Jesper Ole Feit Andersen, Zaki Mehabil Nobel, Niels Anders Manley, Camilla Lau, Mette Horn, Kristian Halken, Ann Hjort, Morten Hauch-Fausbøll, Nicklas Søderberg Lundstrøm, Neel Rønholt, Emma Sehested Høeg, Anna Tulestedt mm.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sidste-saeson-af-prisbelonnede-og-anmelderroste-29-har-premiere-1-januar-pa-xee?releaseId=13605835

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **