PRM / Internationalt forskningscenter i simulering af socio-økologiske systemer

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences

    Ved hjælp af GIS-kort, landbrugsoplysninger fra EU og en række andre data kan forskere fra 12 europæiske lande via simulationer beregne biologiske, adfærdsmæssige og fysisk-kemiske forandringer i et område ved en række forskellige beslutninger.

    Målet er at kunne give svar på en række vigtige spørgsmål om arealanvendelse, brug af pesticider og landbrugsdrift, men også om de menneskelige konsekvenser af regulering af landbrugsdriften i et bestemt område. Hvad betyder planlægningen af fødevareproduktionen og miljøet for de mennesker, der lever der?

    ” Vi forventer, at vores resultater vil få stor betydning for regulering på miljø- og naturområdet, men I lige så høj grad give nye, videnskabelige resultater om populationers modstandsdygtighed I komplekse systemer”, siger prof. Christopher John Topping, som leder det nyåbnede center.

    Forskere i centret udvikler simuleringskodning og simulerer ved hjælp af matematiske modeller hvordan planter, dyrearter og mennesker vil opføre sig ved forskellige typer af beslutninger i et givet område

    I Danmark fokuserer forskningscentret lige nu arbejdet omkring bier. Biers bestøvning af planter er en typisk økosystemtjeneste, hvor naturen så at sige gør arbejdet for mennesket. Men konsekvenserne af at ændre i antallet af bier eller anvende sprøjtegifte i et givet område kendes ikke i dag. Forskerne arbejder ud fra en hypotese om, at honningbier er mere modstandsdygtige over for pesticider end vilde bier, og simulationerne skal give svar på, hvordan forskellige indgreb kan påvirke et område.

    Centrets åbning vil blive markeret ved en præsentation via Zoom torsdag den 10. december – mere information kan findes på centrets hjemmeside.

    Kontakt:

    Centerleder professor Christopher John Topping, 871 58845 eller cjt@bios.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/internationalt-forskningscenter-i-simulering-af-socio-okologiske-systemer?releaseId=13605871

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **