PRM / Ændrede rejsevejledninger pr. 19. november 2020

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Der er ikke tilføjet nye lande til listen over lande, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes som følge af et for højt antal smittede på baggrund af tallene fra SSI. Vatikanstaten opfylder kriteriet for lavt smittetal. Det gør Finland også, men som følge af indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark er landet orange, og alle ikke-nødvendige rejser frarådes. De tre norske regioner Agder, Nordland samt Vestfold og Telemark bliver nu også orange på grund af stigende smittetal. Hele Norge er i forvejen orange på grund af indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark.

    Opgørelsen fra SSI viser, at smittetallet i 14 lande er faldet i forhold til tallene fra sidste uge, mest markant i Belgien, Island og Tjekkiet. Trods den positive udvikling er alle landene dog fortsat langt fra tærsklen for at kunne åbnes for rejser.

    Udenrigsministeriets rejsevejledninger er primært rettet mod danske turistrejsende. Erhvervsrejser er nødvendige rejser, og erhvervsrejsende kan rejse til et land, som er orange. Det er op til den enkelte virksomhed og medarbejder at vurdere, om en erhvervsrejse er en nødvendig rejse. Vi opfordrer til, at virksomhederne og deres medarbejdere følger Udenrigsministeriets særlige rejseråd til erhvervsrejser. Her findes også overblik over indrejsemulighederne for erhvervsrejsende for de vigtigste eksportmarkeder, herunder henvisninger til opdaterede, lokale rejserestriktioner på relevante ambassaders hjemmeside.

    For så vidt angår indrejse i Danmark vil det fra lørdag den 21. november 2020 kl. 00.00 kræve et anerkendelsesværdigt formål at indrejse i Danmark for personer med bopæl i alle lande i EU, Schengen og Storbritannien med undtagelse af Finland og Vatikanstaten, som anses for “åbne”.

    Der gælder særlige regler for Sverige, Norge og Slesvig-Holsten i Tyskland, idet regioner med smittetal under 30 holdes åbne. Selvom regionerne Blekinge, Halland og Skåne i Sverige, Slesvig-Holsten i Tyskland og Agder, Innlandet, Nordland, Oslo, Rogaland, Troms og Finnmark, Vestfold og Telemark, Vestland og Viken i Norge har smittetal over 30, vil personer med bopæl i disse regioner kunne indrejse i Danmark enten med et anerkendelsesværdigt formål eller ved at fremvise en negativ COVID-19-test ved indrejse, da der gælder særlige regler for grænselandet. Det bemærkes, at personer med bopæl i højrisikolande, der rejser ind i Danmark med et anerkendelsesværdigt formål, skal kunne fremvise en negativ COVID-19-test foretaget senest 72 timer før indrejsetidspunktet. Dette krav gælder dog ikke grænselandet. Læs mere om testkravet, herunder om undtagelserne hertil og om nuværende lande, der anses for højrisikolande, hos Rigspolitiet.

    Udenrigsministeriet fraråder således fortsat alle ikke-nødvendige rejser til praktisk talt alle lande inden for EU/Schengen og Storbritannien såvel som for resten af verden.

    Alle Udenrigsministeriets rejsevejledninger kan findes på um.dk

    Udenrigsministeriet udvider med virkning fra begyndelsen af december rejsevejledningerne for EU- og Schengenlandene samt UK med en regional model for rejsevejledninger. Læs mere i pressemeddelelsen her. Det giver mulighed for at åbne for rejser til regioner med lav smitte i orange lande og lukke for rejser til regioner med høj smitte i ellers gule lande.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aendrede-rejsevejledninger-pr-19-november-2020?releaseId=13604774

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **