PRM / SnakSammen med Røde Kors og Boblberg

    Pressemeddelelse fra Røde Kors

    2020 har været et år præget af COVID-19, restriktioner, afstande og social isolation. Alt for mange har siddet alene og med i forvejen cirka 350.000 danskere, der føler sig ensomme, er der brug for en indsats og opmærksomhed på området.

    Røde Kors har derfor sammen med onlinefællesskabet Boblberg etableret SnakSammen. SnakSammen er et tilbud til alle danskere, og det er nemt at gå til.

    Det hele foregår online på hjemmesiden www.snaksammen.dk, hvor frivillige sidder klar ved computeren og via et videolink taler med dig eller en af de andre, der kunne have lyst til at få et frisk pust ind i stuen. Emnerne kan være mange, og der er plads til både stort og småt, glæder og sorger og grin og gråd.

    I SnakSammen booker du selv en ledig tid hos en frivillig, og når tidspunktet for online-samtalen starter, åbner et samtalerum, hvor du og den frivillige kan se hinanden og starte samtalen. Det kræver ingen særlig teknisk kunnen eller installerede programmer, og på SnakSammen kan der benyttes både smartphone, tablet og pc.

    SnakSammen er for alle: Det er for dig, der føler dig ensom i det daglige, men også for dig, der måske kun momentvis mangler en at tale med. Da SnakSammen blev lanceret tilbage i marts, var det som et redskab mod social isolation under COVID-19, men Røde Kors og Boblberg har erfaret, at der også i tiden efter COVID-19 er potentiale i SnakSammen:

    “Det giver et helt særligt nærvær at mødes igennem en skærm. Man er opmærksom på hinanden på en anden måde end når man sidder overfor hinanden i et fysisk rum, og så får man et kig ind i hinandens stue. Det er vedkommende, hyggeligt og ligeværdigt,” siger projektleder i Røde Kors, Anni Brejnholt.

    Frivilligt ægtepar

    Peter Berkowicz og Judith Sylvia Hellsten deler adresse og er gift, men de deler også et ønske om at arbejde sammen mod social isolation og følelsen af ensomhed. Derfor engagerede de sig tilbage i marts i SnakSammen. Ægteparret er stadig en del af SnakSammen.

    “SnakSammen giver bare rigtig meget mening. Mødet bag skærmen kan for mange virke mindre skræmmende end f.eks. at modtage et fysisk besøg,” siger Peter.

    Kunne du tænke dig at tale med Peter, Judith eller en af de mange andre frivillige i SnakSammen er første samtale kun få klik væk. Besøg www.snaksammen.dk og tilmeld dig.

    Kontakt:

    For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:

    3529 9699
    Røde Kors.dk/presse

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/snaksammen-med-rode-kors-og-boblberg?releaseId=13604519

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **