PRM / Furesø er Danmarks førende kulturkommune

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Furesø snupper førertrøjen i Nyhedsmagasinet Danske Kommuners kortlægning af kultur-, idræt- og fritidstilbud og borgernes brug af dem. Kortlægningen sammenstiller kommunens udgifter til området og borgernes brug af de kommunale kultur- og fritidstilbud. Her ligger Furesø på en flot førsteplads – oven i købet med et stort spring ned til nr. to på listen. Mens Furesøs samlede score bliver 78 point, får Roskilde og Hørsholm en anden- og tredjeplads med henholdsvis 224 point og 235 point i opgørelsen – hvor det altså er positivt at opnå en lav score på de forskellige parametre.

    “Først og fremmest vil jeg gerne sige stort tillykke til os alle med titlen som landets førende kulturkommune. Furesøs mange kultur-, idræts- og fritidstilbud er helt afgørende for at kitte kommunen sammen. Vores mange frivillige borgere og foreninger og vores kultur- og fritidsinstitutioner løfter en kæmpeopgave med at skabe spændende tilbud, stærke fællesskaber og levende lokalsamfund. Der er der grund til at kippe med hatten og sige tak for indsatsen. I vores mål for Furesøs udvikling frem mod 2030 har vi peget på foreningernes og fritidslivets betydning for at skabe sunde levevaner, fremme det gode liv, modvirke ensomhed og løfte velfærdsopgaver. Undersøgelsen viser, at vi står godt rustet til at arbejde videre med den vision,” siger Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A).

    Det var en overrasket og glad formand for Kultur-, idræts- og fritidsudvalget Tine Hessner (B), der fik beskeden om at, Furesø er udpeget til landets førende kulturkommune.

    “I udvalget har vi kæmpet for, at kultur- og fritidsområdet fortsat prioriteres også i tider med økonomiske udfordringer. I en kommune som Furesø skal vi have råd til et levende kultur- og fritidsliv. Det betyder, at vi også fremover skal sikre gode faciliteter og rammer for fritidslivet for alle aldersgrupper,” siger hun.

    Til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner fortæller Tine Hessner, at kultur- og idrætområdet har haft svære kår under corona-pandemiens nedlukning i foråret. Samtidig er vi det sidste halve år blevet mindet om, hvor stor betydning kultur- og fritidsaktiviteter har for et lokalsamfund:

    “Jeg mener, corona-pandemien har vist os, at vi måske troede, kulturen var flødeskum, men at det i virkeligheden er bunden i lagkagen. Der har været store afsavn, og her har kulturen virkelig vist sit værd,” pointerer Tine Hessner.

    For at anerkende de mange frivillige, der på trods af Corona skaber kultur og fritidsmuligheder til glæde for andre, har Furesø i år uddelt prisen ‘Kultur på trods’.

    Hovedprisvinderen blev Dot Hurvig, der i sin boligforening i Værløse hver morgen under nedlukningen sørgede for fælles morgensang efterfulgt af morgengymnastik. Andre arrangerede koncerter for ældre, et ægtepar sendte e-mails med musik og anekdoter til interesserede, og så fik Furesø Ungdomspanel en pris for at holde ungekulturen i live i en svær tid. Det er alt sammen tiltag, der har været meget bekræftende, lyder det fra Tine Hessner.

    Sådan er undersøgelsen blevet til

    For at finde “Danmarks mest kulturvenlige kommuner” har Nyhedsmagasinet Danske Kommuner samlet tal fra Danmarks Statistik og Social- og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal på i alt ni områder:

    Kommunernes udgifter til kultur, kommunernes udgifter til sport og fritid, andel af beskæftigede indenfor kultur og fritid, andel af elever i musikskolerne, antal udlån på folkebiblioteker, kommunernes udgifter til folkeoplysning, antal besøg på folkebiblioteker, antal aktive lånere på folkebiblioteker samt andel af befolkningen, der er medlem af en idrætsforening.

    Meningen har været at kombinere kommunernes investeringer i kultur- og fritidsområdet med borgernes faktiske engagement. For hvert af områderne er kommunerne ranglistet – og derefter er der beregnet en samlet score for at kunne udpege en vinderkommune.

    Kontakt:

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Ole Bondo Christensen (A), borgmester i Furesø Kommune, tlf. 72165200
    Tine Hessner (B), formand for Udvalget for kultur, fritid og idræt, tlf. 41196041
    Peter Rosgaard, centerchef i Center for Borgerservice, kultur og erhverv i Furesø Kommune, tlf. 72164784

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-er-danmarks-forende-kulturkommune?releaseId=13604178

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **