Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)
Effektive vacciner er et vigtigt skridt mod at få bugt med COVID-19-pandemien. Derfor mener Læger uden Grænser, at det er en god nyhed, at Pfizer og samarbejdspartneren BioNTech har meldt ud, at deres potentielle vaccine har vist sig mere end 90 procent effektiv på baggrund af forsøgsresultater.
Udviklingen og fremstillingen af coronavacciner hos Pfizer og de andre medicinalproducenter, der kæmper om at få en vaccine på markedet, er gjort mulig af offentlige milliarder. Men producenterne er ikke meget for at lægge data om udgifter til udviklingen og om de aftaler, der er indgået om salg af vaccinerne, frem i offentligheden.
Men gennemsigtighed er afgørende, mener Læger uden Grænser.
Skatteborgere har krav på at se, hvad deres penge reelt er gået til. Og vi skal kunne sikre, at medicinalfirmaerne ikke skruer priserne på vacciner i vejret for at sikre profit og på den måde afskærer mennesker i fattigere dele af verden fra at få vaccinen, når den er klar. For kun hvis der bliver adgang til vaccinen for alle, kan vi få stoppet epidemien.
“Så længe vi ikke ved, hvad de her aftaler indeholder, er det medicinalvirksomhederne, der har magten til at bestemme, hvem der har adgang til vaccinen, hvornår og til hvilken pris. Vi er nødt til at kende til detaljerne for at kunne kræve, at vaccinerne sælges til overkommelige priser for alle,” siger medicinsk talsperson i Læger uden Grænser, Hanne Klink Epstein.
Derfor opfordrer Læger uden Grænser til, at regeringer presser på for, at producenterne lægger data frem.
“Hvis ikke regeringer nu og her kræver mere gennemsigtighed fra virksomhederne, så er adgangen til COVID-19-vacciner for alle, der har behov for den, i fare. Offentligheden har ret til at vide, hvad indholdet af aftalerne er. Midt i en pandemi er der simpelthen ikke plads til at holde sådan noget hemmeligt. Der er for meget på spil,” siger Hanne Klink Epstein.
Pfizer og BioNTech har bl.a. modtaget 2,5 milliarder dollars fra offentlige kasser, mens virksomheden AstraZeneca i samarbejde med Oxford University har fået over 1,7 milliarder dollars. For nyligt blev AstraZenecas aftale med det offentlige brasilianske forskningsorgan, Fundacão Oswaldo Cruz, offentliggjort, og deri var der nogle – ifølge Læger uden Grænser – bekymrende detaljer. AstraZeneca erklærer i aftalen, at pandemien er ovre i juli 2021, og derefter vil virksomheden kunne kræve høje priser af regeringen og andre, der ønsker at købe vacciner. Vacciner, som er betalt af skatteborgernes penge. Og vacciner, som der er enormt behov for til alle. Ikke kun til dem, der kan betale.
“Vi kan håbe på, at vi får enden på pandemien at se, når vaccinerne er kommet. Men det kræver tilgængelighed til vaccinen. Og den tilgængelighed har vi kun, hvis priserne holdes nede. Det bør ikke være virksomhederne, der afgør det,” siger Hanne Klink Epstein.
Kontakt:
Presseansvarlig Signe Dalgas Damgaard tlf.: 41777446 email: sda@copenhagen.msf.org
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laeger-uden-graenser-afgorende-at-aftaler-om-coronavacciner-er-gennemsigtige?releaseId=13604143
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **