PRM / Dødens kulturhistorie

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    Døden er en del af livet. For nogle er den afslutningen på livet, for andre er døden indgangen til noget andet og mere. Forestillingerne er mange og gennem tiden har mange kunstnere været inspireret af den. Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen har kulegravet gamle håndskrifter, fisket i ældre og nyere udgivne krøniker, romaner og digtsamlinger, gransket musikken og religiøse forestillinger om døden og dens væsen, og de har også besøgt museer og arkiver i Europa, Kina og Japan for at komplementere deres syn på og forståelse af døden. De har udvalgt et bredt udsnit af billeder og illustrationer og sat ord på den kultur og det samfund, værkerne er blevet til i.

    Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen, der har arbejdet med bogen siden 2011, ønsker med Dødens store billedbog at sætte læsernes tanker i gang og gøre døden til noget, vi taler om. De mange forskellige udtryk, døden har fået i årenes løb, giver også et indblik i, hvordan kunstnerne, teologerne og filosofferne tænker om livet. For livet og døden hænger uløseligt sammen og opfattelsen af livet, vil præge tankerne om døden.

    Gennem en række kronologisk fremadskridende kapitler ser vi kunstens store mestre som van Eyck, Bruegel, Dürer, Rembrandt, van Gogh, Hokusai, Posada og Dalí behandle temaer som fx ‘Dødens Triumf’, ‘Dødedansen’ og ‘Døden og Jomfruen’.

    Den gennemillustrerede coffee table-bog fortæller dødens kulturhistorie gennem malerier, billeder og illustrationer fra forskellige kulturer og tider. Nøje udvalgt for deres budskab om døden.
    Søren Hein Rasmussen og Stefan Pajung er begge ph.d. i historie og forfattere. Derudover deler de en passion for formidling også via spil. Dødens store billedbog opstod, da de to sammen med nogle andre havde sat sig for at udvikle et computerspil baseret på dødedansen fra Lübeck. De opdagede hurtigt, at kunsten og historien gemte på mange spændende fortællinger, som ikke var blevet samlet før. Computerspillet, Felix the Reaper – a romantic comedy game about the life of death, udkom sidste år, og nu udkommer der også en flot bog om dødens mange udtryk.
    Udgivelsen er støttet af Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og har forord af Kjeld Holm.

    Fakta om bogen:
    Titel: Dødens store billedbog
    Forfattere: Stefan Pajung og Søren Hein Rasmussen
    Forlag: Turbine
    ISBN: 9788740666175
    Sidetal: 356
    Vejl, pris: 349,95 kr.
    Udgivelsesdato: 19. november 2020

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dodens-kulturhistorie?releaseId=13603992

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **