Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet
Som led i finanslovsforhandlingerne lancerer regeringen en eksportpakke på 1,5 milliarder kroner, som skal fordeles fra 2021 til 2023. Som en del af eksportpakken vil regeringen afsætte 70 millioner kroner årligt til en national life science strategi.
Strategien vil blandt andet indeholde initiativer inden for forskning, udvikling, sundhedsdata og eksportfremme, ligesom grønne løsninger vil være i fokus i den fremtidige life science indsats.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
“Det er regeringens ambition, at Danmark skal være i den absolutte elite inden for innovative og grønne life science-løsninger. Life science-sektoren har etableret sig som et af vores mest konkurrencedygtige erhverv med en tæt sammenhæng til det stærke danske velfærdssamfund. Derfor er det afgørende, at vi styrker branchens rammevilkår, så vi kan fortsætte med at udvikle en af landets førende styrkepositioner.”
Life science-industrien er en af Danmarks helt store eksportsektorer. De seneste 10 år har life science-industrien næsten tredoblet eksporten til i alt 142 milliarder kroner i 2019. Det svarer til 19 pct. af Danmarks samlede vareeksport. Selvom produktionen er i vækst, så er det samtidig lykkedes for sektoren at halvere sin samlede CO2-udledning siden 1990.
Life science strategien lanceres efter planen inden udgangen af 2020.
Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt:
Presserådgiver Camilla Christensen Weigel, Erhvervsministeriet, tlf. 91 33 70 97 / cachwe@em.d
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringen-vil-afsaette-over-200-millioner-kroner-til-ny-life-science-strategi?releaseId=13603955
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **