PRM / Landsdækkende online-julefrokost skal redde julen og omsætningen

    Pressemeddelelse fra MAVT v/Jan Juul Hansen

    Denstorejulefrokost.com er en landsdækkende begivenhed, som afholdes på de fire store julefrokostdage i november og december. Jan Juul Hansen fra MAVT, en teknisk leverandør fra Billund, har sammensat eventen på rekordtid i samarbejde med et par håndfulde samarbejdspartnere fra den professionelle musik – og eventbranche.

    “Siden marts har vi måtte tænke alternative tanker for at holde gang i vores branche. Vi lever af at give folk oplevelser, så da dét blev taget fra os den aften i marts, måtte vi virkelig tænke ud af boksen,” siger Jan Juul Hansen.

    Dette har Jan også gjort lokalt i Billund, hvor han med stor succes på få dage fik stablet et velgørende corona-show på benene i samarbejde med to nære forretningspartnere. Her gik overskuddet til den trængte detailhandel i hjembyen, og nu er det blevet tid til at tænke endnu større.

    “Nu har jeg tænkt endnu bredere og har inviteret hele landet med til Den Store Julefrokost. Her kan vi sidde i mindre grupper eller hver for sig, og opleve underholdning i form af et liveshow og samtidig spise mad fra den lokale restaurant, hotel, kro eller café. Hovedformålet og konceptet er, at støtte op om netop restaurationsbranchen i en tid hvor alle julefrokoster er aflyst. Vi leverer et live streamet show direkte fra Musikhuset Esbjerg, blandt andet med musik leveret af Det Vildeste Band, underholdende indslag og en ølsmagning af Carlsberg, der vil gennemgå og fortælle om de bedste øl til julemaden,” siger Jan Juul Hansen.

    Showet bindes sammen af de to erfarne værter Maria Riel Jarltoft og Mads Korsgaard, som undervejs vil afvikle direkte konkurrencer med flotte præmier for seerne, der ser med derhjemme eller på deres lokale restaurationssted.

    MAVT, Small Danish Hotels og Carlsberg Danmark inviterer til et bredt samarbejde, hvor alle fra restaurationsbranchen kan være med. Alle restaurationer på landsplan kan levere mad og drikke, samt bidrage med præmier som kan vindes i løbet af de fire live shows.

    “Med få klik kan alle restaurationer være med som samarbejdspartner. Det kræver kun at man kan levere mad, og naturligvis overholde alle gældende restriktioner, og så er det endda helt gratis at være med som mad og drikke leverandør til showets seer,” siger Jan Juul Hansen.

    Live showet finder sted mellem kl. 19.45 – 21.45. Sluttidspunktet er ikke tilfældigt.

    “Vi tror og håber på, at nogle af gæsterne vælger at opleve showet fra den lokale restaurant, som jo skal lukke kl. 22” siger Jan Juul Hansen.

    Kulturministeriet kalder ideen for en god corona-sikker idé, hvor vi kan være sammen hver for sig.

    Carlsberg der i september aflyste J-dag og i stedet for øl uddelte mundbind fredag d. 6 november, for at sikre en sikker lanceringen af årets Tuborg Julebryg, er ligeledes begejstret. Hos Carlsberg har det været afgørende, at showet kan afvikles både ude på restauranter, caféer, hoteller og barer, og ikke kun hjemme i stuerne.

    “For det første ønsker vi at støtte de gode lokale initiativer, der kan hjælpe Danmark og samtidig samle danskerne i en svær tid, men for os har det især været vigtigt, at dette arrangement ikke kun er et sjovt virtuel show, men rent faktisk hjælper en hårdt prøvet branche, der er i knæ,” siger Morten Vinther, Senior Manager, Carlsberg Danmark.

    Morten Vinther fremhæver, at de traditionelle julefrokoster er aflyst. Derfor vil Carlsberg gerne hjælpe danskerne og virksomhederne, samt restauranter, barer og hoteller med at afholde alternative julefrokoster, hvor man respektere de seneste restriktioner.

    “Denne løsning kan hjælpe private og virksomhederne med at afholde alternative, men corona-sikre julefrokoster, men ideen er særlig god, da den sikrer omsætning til de lokale restauranter, caféer, hoteller og barer,” påpeger Morten Vinther.

    Carlsberg fremhæver at initiativet ikke kun er virtuelt, men støtter restaurationsbranchen og samarbejdet med Small Danish Hotels, der tilbyder levering af mad til julefrokosten. Morten Vinther håber at endnu flere restauranter, hoteller, caféer og barer vil deltage og tilmelde sig showet frem til Den Store Julefrokost løber af stablen.

    “For os er det ikke afgørende om de restauranter, caféer, hoteller og barer, der deltager sælger Carlsbergs egne produkter. Julefrokosten er et nationalklenodie, og vores eneste krav har været, at arrangementet bidrager til omsætning hos landets mange beværtninger. Vi kommer ikke til at gå i detaljer med om de beværtninger, der deltager nødvendigvis sælger Carlsbergs produkter. Tiden er til at vi hjælper hinanden, og alle er velkomne,” fastslår Morten Vinther.

    Showet afvikles fire aftener: d. 27. og 28. november samt d. 4. og 5. december. Efter tilmelding, vil man få tilsendt et personligt link og login. Dette vil ske ca. seks timer før showstart. Showet starter kl. 19.45 og varer frem til 21.45.

    Biletter købes: www.denstorejulefrokost.com

    Kontakt:

    Jan Juul Hansen mobil 27 14 36 80

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landsdaekkende-online-julefrokost-skal-redde-julen-og-omsaetningen?releaseId=13603952

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **