Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet
Henrik Tvarnø indtræder som eksternt medlem af Aalborg Universitets (AAU) bestyrelse pr. 1. januar 2021. Henrik Tvarnø har tidligere været dekan og rektor på Odense Universitet (Syddansk Universitet), formand for Danmarks Grundforskningsfond, direktør for Folketinget og de seneste 12 år direktør for A.P. Møller Fonden. Der er således tale om en stærk profil med et stort netværk og med en stor og varig interesse for og kendskab til både uddannelse og forskning. Med sin baggrund som historiker supplerer Henrik Tvarnø desuden den eksisterende bestyrelse med kompetencer inden for det humanistiske fagfelt.
– Jeg har med stor interesse fulgt AAU gennem mange år. Universitetet har været dygtigt til at udvikle sig og til at prioritere både uddannelse og forskning og et tæt og frugtbart samarbejde med det omgivende samfund. Universitetet har med sin problembaserede tilgang til læring været pioner i Danmark, og jeg ser frem til at kunne bidrage til universitetets fortsatte udvikling, siger Henrik Tvarnø.
AAU’s bestyrelsesformand Lene Espersen ser frem til samarbejdet.
– Henrik Tvarnø vil styrke AAU’s bestyrelses samlede kompetencer og arbejde. Ikke mindst med sin store indsigt i den danske fondsverden, et stærkt indblik i den offentlige sektor generelt og ikke mindst universitetssektoren specifikt. Henrik Tvarnøs styrker komplementerer den øvrige bestyrelses kompetencer og vil medvirke til at skabe det bedste fundament for vores strategiske drøftelser, siger bestyrelsesformand Lene Espersen.
Henrik Tvarnø afløser Ulla Tofte, hvis mandatperiode i bestyrelsen udløber pr. 31. december 2020 efter endt genudpegningsperiode på fire år.
– Vi må desværre tage afsked med Ulla Tofte, som har sat et markant aftryk på bestyrelsens arbejde. Ulla Toftes enorme styrke er en kombination af sin humanistiske baggrund kombineret med dybdegående erfaring med såvel formidling og samarbejde med erhvervslivet, siger bestyrelsesformand Lene Espersen, der takker for indsatsen og ønsker Ulla Tofte god vind fremover.
Kontakt:
Bo Jeppesen, strategisk chefrådgiver, boje@adm.aau.dk, tlf. 61 40 40 61.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/henrik-tvarno-nyt-eksternt-bestyrelsesmedlem-pa-aalborg-universitet?releaseId=13603778
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **