PRM / Bog og Bif i Glumsø

    Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice

    “Bøf, Bog og Bif” er et samarbejde mellem Café Rejseladen, Glumsø Bio og Glumsø Bibliotek. Da Café Rejseladen er lukket frem til marts måned, har vi valgt af lave en omgang “Bog og Bif”, hvor vi skal se filmen, Tysktime af Sigfrid Lenz, hvor bl.a. Sonja Richter er på rollelisten.

    I revolutionsåret 1968 fik Siegfried Lenz et internationalt gennembrud med romanen Tysktime. Bogen handler om oprør, nationalisme, blindhed og om, hvordan mennesker bliver onde.

    Med filmen Tysktime har den tyske instruktør Christian Schwochow filmatiseret én af de største efterkrigsromaner i Tyskland. Filmen tager fat i nogle af de svære spørgsmål, der opstår efter en national krise: Pligten til at handle, eller pligten til at sige fra? Kan kærlighedens bånd overskygges af arbejdets og det politiske kalds vigtighed? Er forsoning mulig efter så stor splittelse? Filmen, som delvist er optaget ved det danske Vadehav med meget smukke billeder, har bl.a. Sonja Richter på rollelisten. Vi følger den unge Siggi Jepsen (spillet af henholdsvis Levi Eisenblätter og Tom Gronau), som lige efter 2. verdenskrig er sendt til en anstalt for adfærdsvanskelige unge. Her skriver han en stil om sin opvækst i den nordtyske landsby Rugbüll ved den dansk-tyske grænse. Hans far, som spilles af Ulrich Noethen, var politibetjent under krigen. Og her skulle han bl.a. overvåge, at den lokale kunstner Nansen (Tobias Moretti) (bygget over Emil Nolde), overholdt nazisternes maleforbud. Overvågningen af Nansen nærmede sig en sygelig besættelse, som også gik ud over familien. Filmen er en universel fortælling om dilemmaet mellem pligt og moral, og om modet til og prisen for at sætte sig op mod love og regler

    Find bogen på eReolen

    Denne gang kan vi desværre kun skaffe et begrænset antal eksemplarer af bogen. Heldigvis er det muligt at finde bogen på eReolen, hvor du kan streame eller downloade e-bøger og lydbøger. eReolen findes også som app, så du kan have bøgerne på din telefon eller tablet. Er du ikke oprettet som låner, kan du nemt blive det.

    Gå ind på www.naesbib.dk og vælg E-materialer. Gå ind på eReolen og vælg Se online. Log ind med CPR-nummer og din 4-cifrede pinkode til biblioteket samt vælg bibliotek (Næstved). Her kan du søge på titlen. Herefter kan du vælge, om det skal være som e-bog eller lydbog og downloade den. Du har bogen 1 måned, herefter forsvinder den. Har du spørgsmål kan du henvende dig på biblioteket.

    Aftenens program:

    Fra kl. 19.00-19.30 – Glumsø Bio
    Oplæg om bogen bag filmen, Tysktime ved Glumsø Bibliotek
    Fra kl. 19.30-ca. 22.00 – Glumsø Bio
    Vi ser filmen, Tysktime
    Efter filmen er der tid til diskussion.
    Pris for biograf: 80 kr.
    Der er tilmelding på: www.glumsoe-bio.dk. Der er et begrænset antal billetter til arrangementet!

    Ovenstående priser er baseret på tilmelding før arrangementet. Kvittering på sms eller mail skal vises i Glumsø Bio.

    Vi overholder alle restriktioner i forhold til Corona med antal, afstand, afspritning m.m.

    Vil du høre mere om arrangementet, er du velkommen til at henvende dig til:
    Glumsø Bibliotek: 55 88 40 30

    Kontakt:

    Bibliotekar Vibeke Sølling tlf.: 5588 4123 email: visje@naestved.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bog-og-bif-i-glumso?releaseId=13603830

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **