PRM / Økologisk Landsforening: Regeringen sender et klart signal om, at økologi er en del af løsningen i den grønne omstilling

    Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

    “Regeringen har i dag stillet forslag om, at der fremover skal være minimum 60 pct. økologi i alle statslige køkkener. Regeringen sender med strategien et klart signal om, at økologi er et centralt redskab til at sænke landbrugets klimaaftryk og fremme et bæredygtigt landbrug,” siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

    Foreningen kunne dog ønske sig, at forslaget var mere ambitiøst og ser frem til at se konsekvenserne af udspillet i Finansloven.

    “Hvorfor stoppe ved de statslige? Hvis alle offentlige køkkener blev inkluderet, ville effekten være meget større. Det, håber vi, kommer med i den klimaaftale, der skal laves, og så har vi klare forventninger om, at regeringen med denne strategi er villig til at sikre midler på Finanslov 2021 til omlægningsrådgivning og kompetenceopbygning i alle storkøkkener offentlige som private. Det vil batte på klima, understøtte den grønne omstilling og kunne reducere madspildet, og så vil det kunne levere på regeringens målsætning om at fordoble det økologiske areal og forbrug,” supplerer Per Kølster.

    De statslige institutioner kan trække på erfaringerne fra de 20 danske kommuner, der allerede har opnået minimum 60 pct. økologisk bespisning. Mange kommuner har nemlig arbejdet målrettet med økologi siden 2015, hvor den daværende regering lancerede Økologisk Handlingsplan 2020, der havde et mål om 60 pct. økologi i de kommunale institutioner og arbejdspladser.

    Økologisk Landsforening har understøttet dette arbejde gennem tiden og netop opgjort, hvordan udviklingen har været. Fra at tre kommuner i 2015 havde opnået målsætningen er det i dag 18 kommuner.

    Se det økologiske danmarkskort her: https://okologi.dk/viden-om-oekologi/forbrug-og-afsaetning/det-oekologiske-danmarkskort/

    Kontakt:

    Vivienne Kallmeyer, pressemedarbejder i Økologisk Landsforening
    Tlf. 25 42 93 02 Mail: vk@okologi.dk

    Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening
    Tlf. 22 22 07 37 Mail: pk@okologi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/okologisk-landsforening-regeringen-sender-et-klart-signal-om-at-okologi-er-en-del-af-losningen-i-den-gronne-omstilling?releaseId=13603349

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **