Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Europa-Kommissionen har lanceret “European Green Deal”, som skal gøre EU klimaneutral i 2050. For at dette mål kan opfyldes må en række sektorer – herunder landbruget – gentænkes. Derfor arbejdes der på en modernisering af den fælles europæiske landbrugspolitik (CAP) og på endnu mere grøn bæredygtighed i det europæiske forsknings- og innovationsprogram, Horizon Europe. Et fælles mål på tværs af politikområder er at sikre mindst mulig klima- og miljøbelastning fra landbruget og samtidig støtte bæredygtig vækst og udvikling i landdistrikterne og i fødevareproduktionen i det hele taget.
– Der er behov for nye, innovative løsninger, hvis visionerne i Green Deal skal indfries, siger seniorforsker Uffe Jørgensen, som leder Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi (CBIO). Han peger på at grøn bioraffinering har potentiale til at blive et vigtigt element i såvel Horizon Europes prioriteter som i en moderniseret europæisk landbrugspolitik.
Forskning på Aarhus Universitet har vist, at dyrkningen af flerårige grønne biomasseafgrøder reducerer anvendelsen af pesticider, udvaskningen af kvælstof og landbrugets klimapåvirkning. Forskningen har også vist, at planteprotein udvundet af grøn biomasse vil kunne erstatte importeret soja. Herudover vil etableringen af lokale bioraffineringsanlæg skabe vækst og udvikling i landdistrikterne.
CBIO inviterer derfor europæiske beslutningstagere og andre interesserede til et webinar om perspektiverne ved bioraffinering.
Webinaret holdes i samarbejde med de danske Europa-parlamentarikere Asger Christensen og Pernille Weiss. Herudover deltager repræsentanter fra Europa Kommissionen og samarbejdspartnere fra europæiske virksomheder og forskningsinstitutioner.
Webinaret finder sted tirsdag den 17. november kl. 15.00 – 16.30.
Oprindeligt skulle mødet have være holdt i Europa-Parlamentets bygning i Bruxelles. Grundet COVID-19 har det imidlertid være nødvendigt at flytte mødet til en virtuel platform.
Webinaret følges den 3. december op af yderligere et webinar, hvor der er fokus på nyudviklede teknologier til bioraffinering af grøn protein og andre biobaserede produkter. Her er målgruppen især virksomheder og eksperter, der arbejder på området.
Det er gratis at deltage og begge webinarer er åbne for alle interesserede. Webinarerne holdes på engelsk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bioraffinering-kan-blive-et-vigtigt-element-i-eus-landbrugspolitik?releaseId=13603270
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **