PRM / Biografi på vej om en af Danmarks mest spændende politikerskæbner

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    Aftalen kom i stand gennem fælles bekendte i det aarhusianske forfattermiljø, fortæller Morten Leth Jacobsen: “Jeg har kendt til Rabihs historie i flere år og tit tænkt, at det var en oplagt historie at få fortalt i bogform – uden at jeg dog tænkte, at det var mig, der skulle skrive den. Rabih er flere gange blevet opfordret til at skrive en bog om sit liv. Og så en dag bragte en fælles bekendt i det aarhusianske forfattermiljø os sammen, og vi drøftede ideen om at skabe en bog om hans liv. Vi så hinanden i øjnene og blev enige om, at det kunne vi godt finde ud af sammen.”

    Om baggrunden for bogen siger Morten Leth Jacobsen: “Rabihs historie er fascinerende, dramatisk og lige dele sørgelig og inspirerende, og der er så meget at fortælle – og så mange gode grunde til at gøre det.”

    Rabih Azad-Ahmad er født som statsløs palæstinenser i en flygtningelejr i Libanon og har oplevet krig, forfølgelse og sorg på tætteste hold. Som 13-årig kom han til Danmark, nærmere bestemt til Gellerup, mere eller mindre ved en tilfældighed, og er i dag cand. Jur., byrådsmedlem i Aarhus for De Radikale, rådmand for kultur og borgerservice, tidligere viceborgmester og en særdeles efterspurgt foredragsholder landet over.

    “Det er selvfølgelig en klassisk mønsterbryderhistorie,” siger Morten Leth Jacobsen, “men det er også en biografi om en mand, der har holdt fast i stærke idealer og ikke har kappet båndene til sin fortid – han bor stadig i Aarhus V, har nære relationer til lokalsamfundet og til sin familie, samtidig med at han repræsenterer Aarhus og Danmark på den helt store scene. Det er også en historie om at være flygtning og om at komme til et vildfremmed land uden nogen forudsætninger for at klare sig godt – og så klare sig godt alligevel. Det er en historie, der bare kræver en forfatter, der kan løfte den, og det er det, jeg bidrager med. Så vi skriver ikke en traditionel politikerbiografi med masser af name-dropping og politiske budskaber – det er en bog om en mand, der i kraft af personligt drive, idealer og viljestyrke har skabt sig et liv, andre kan blive dybt inspireret af.”

    Om projektet siger Rabih Azad-Ahmad: “Jeg holder masser af foredrag landet over og bliver tit spurgt, om ikke jeg burde skrive en bog om mit liv – for at inspirere andre, ikke mindst. Så jeg har altid haft sådan et projekt i tankerne. Da jeg kom i kontakt med Morten, tænkte jeg, at nu var tiden den helt rigtige – og jeg glæder mig meget til at se resultatet.”

    Bogen bliver skrevet på baggrund af samtaler mellem forfatteren og Rabih Azad-Ahmad. Den udkommer efter planen i august 2021 på forlaget Turbine.

    Morten Leth Jacobsen er forfatter til en række romaner og har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium samt en lang række andre legater og stipendier. Han arbejder til dagligt i kommunikationsbureauet FXA i Aarhus C.

    For yderligere information, kontakt:

    Rabih Azad-Ahmad på rabih@aarhus.dk

    Morten Leth Jacobsen på tlf. 31 23 30 50 eller mortenleth@me.com

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/biografi-pa-vej-om-en-af-danmarks-mest-spaendende-politikerskaebner?releaseId=13602856

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **