PRM / Gladsaxes kommunaldirektør Bo Rasmussen går på pension

    Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

    “Jeg har besluttet at fratræde min stilling som kommunaldirektør ved udgangen af marts 2021 for nyde mit otium og bruge mere tid sammen med min familie.

    Det har ikke været nogen nem beslutning. For jeg er utrolig glad for at arbejde i Gladsaxe. Men jeg tænker, at nu, hvor vi står overfor et kommunalvalg, er et godt tidspunkt, så min efterfølger får mulighed for at komme godt ind i arbejdet, inden et nyt byråd træder til.

    Jeg har arbejdet i den offentlige sektor i 40 år. Og jeg har været bredt omkring i den kommunale verden, som gymnasielærer, familierådgiver, i mit mangeårige arbejde i Københavns Kommune og de seneste 14 år som kommunaldirektør – først i Albertslund og de seneste snart ni år i Gladsaxe. Variationen i mine job har givet mig en kæmpe indsigt i og forståelse for, hvor vigtige de opgaver er, som vi løser i kommunerne. Og de har været med til at forme mig både som leder og som menneske.

    Gladsaxe Kommune er noget særligt og kan noget særligt. Vi har en god økonomi, et byråd, som har sat en ambitiøs dagsorden for bæredygtig vækst og velfærd med udgangspunkt i verdensmålene, og en organisation med fagligt stærke ledere og medarbejdere. Det forpligter, og det har været en kæmpe drivkraft for mig, hver gang jeg har sat mig op på cyklen på Islands Brygge for at træde i pedalerne til Gladsaxe”, skriver Bo Rasmussen i en meddelelse til ledere og medarbejdere i Gladsaxe Kommune.

    Bo Rasmussen har en fortid i Københavns Kommune, hvor han arbejdede med miljøområdet, herunder vandkvaliteten i Københavns Havn og udvikling af dialogprocesser om omlægning af torve og pladser samt byøkologi. Efter nogle år som kommunaldirektør i Albertslund kom han til Gladsaxe i juni 2012. I 2011 modtog Bo Rasmussen prisen som Danmarks bedste kommunale topleder af Center for Offentlig Kompetence og Kommunaldirektørforeningen.

    I Gladsaxe har han især gjort sig bemærket med sin indsats for at få bygget Hovedstadens Letbane og for sit arbejde for at implementere FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling som Gladsaxes måde at arbejde på og dermed gøre Gladsaxe Kommune til Nordens første verdensmålskommune.

    Kontakt:

    Kommunaldirektør Bo Rasmussen via kommunikationschef Ulla Baden, telefon: 22 76 56 22 / mail: ulla.baden@gladsaxe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gladsaxes-kommunaldirektor-bo-rasmussen-gar-pa-pension?releaseId=13602648

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **