PRM / Retssag udsat på ubestemt tid: Guldborgsund Kommune og Det Falsterske Digelag indleder forhandlinger

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Efter generalforsamlingen i Det Falsterske Digelag i søndags, hvor meget af debatten gik med at drøfte for og imod cykling på diget samt digekronens tilstand, og hvor John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune, foreslog, at retssagen burde udsættes, har Søren Bjerregaard, formand for Det Falsterske Digelag, efterfølgende taget kontakt til Guldborgsund Kommune.

    Efter et to timers langt møde torsdag eftermiddag i denne uge, er parterne blevet enige om, at retssagen udsættes på ubestemt tid.

    Parterne har en fælles opfattelse af, at de penge, det koster at føre en retssag, kan bruges langt bedre i lokalområdet.

    Derfor vil alle kræfter blive sat ind på en løsning, der tager hensyn til beskyttelse af diget samt offentlighedens færdsel på diget.

    Søren Bjerregaard, formand for Det Falsterske Digelag, udtaler:

    “Vores vigtigste opgave er at sikre, at de store værdier, som ligger bagved diget, også i fremtiden beskyttes mod forhøjet vandstand. Vi må også erkende, at der er et stigende pres fra offentligheden i forhold til færdsel på diget, og vi indgår derfor nu en konstruktiv dialog med Guldborgsund Kommune om at få løst begge dele til fælles bedste.”

    John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune, udtaler:

    “Det glæder mig rigtig meget, at digelagets formand har taget initiativ til at retssagen udsættes. Det er til glæde for både digeskatteydere og skatteborgere. Jeg har stor tiltro til, at der findes en forhandlingsløsning, som er til gavn for alle borgere, der gerne vil nyde vores sydfalsterske dige, uanset om det er på gåben eller cykel. Vi slår nu en streg i sandet og arbejder på en konstruktiv løsning.”

    I løbet af næste uge holder de to parter et nyt møde, hvor selve forhandlingen indledes.

    For yderligere information kontakt:

    Søren Bjerregaard, formand for Det Falsterske Digelag: 40 21 81 45.

    John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune: 25 18 03 90.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/retssag-udsat-pa-ubestemt-tid-guldborgsund-kommune-og-det-falsterske-digelag-indleder-forhandlinger?releaseId=13602480

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **