PRM / Banebrydende projekt kan dokumentere den grønne strøm fra producent til forbruger

    Pressemeddelelse fra Energinet

    Energinet og samarbejdspartnere på tværs af energisektoren tester lige nu et banebrydende system, der kan dokumentere samtidigheden mellem grøn elproduktion og vores elforbrug.
    Målet er at skabe et nyt koncept, et certifikatsystem og et system, der understøtter det. Et koncept, hvor der time for time kan dokumenteres samtidighed mellem grøn strøm fra producent og det faktiske forbrug, og som dermed kan give stor værdi for privatpersoner, der ønsker at træffe et grønt valg, og for virksomheder, der vil producere bæredygtigt.
    Systemet, der bliver kaldt ElOprindelse, kan også vise vejen, når brint og grønne gasser produceret af vind og sol i fremtiden skal afløse olie, kul og gas i transportsektoren, i industrien mv.
    Virksomheder som bl.a. Clever, Vattenfall og Vestas er med til at teste prototypen, og Energinet vil meget gerne i kontakt med endnu flere, der vil være med til at testen.
    Fra årsregnskab til time-for-time
    Indtil nu har elforbrugere, der ønsker at fremme grøn energi, kunne købe Oprindelsesgarantier – også kaldet Grønne Certifikater. De sikrer, at der et sted i elnettet bliver produceret grøn strøm svarende til den mængde, som forbrugeren trækker ud af sine stikkontakter. Men den grønne strøm kan godt være lavet af solceller om dagen, mens man selv bruger strømmen om aftenen. Eller den kan være lavet på en blæsevejrsdag i november, mens man selv bruger strømmen en vindstille dag i april. De nuværende oprindelsesgarantier gælder nemlig et helt år.

    – De nuværende oprindelsesgarantier har skabt en fælles europæisk ramme, som har været med til at fremme udbygningen af grøn energi og været med til at give forbrugerne et grønt valg. Men nu kalder de meget ambitiøse klimamålsætninger, som Danmark og Europa har sat, på nye og mindst lige så ambitiøse løsninger. Vi skal kunne skabe en meget stærkere kobling mellem produktion af vedvarende energi og det faktiske forbrug – helt ned på timeniveau, siger Martin Lervad Lundø, administrerende direktør i Energinet DataHub.
    DataHub skaber unik platform
    Prototypen bygger på data fra Energinets DataHub, hvor alle oplysninger om Danmarks elforbrug og -produktion indhentes og opbevares. Data bruges til at sikre korrekte elregninger til forbrugerne, men de kan meget mere, mener Martin Lervad Lundø.

    – Vi er i en unik position i Danmark, fordi vi har en national løsning – en central DataHub. For at nå i mål med den grønne omstilling skal vi kunne dokumentere, at vores strøm faktisk også er grøn. For hvad nytter det at gå fra benzinbiler til elbiler, hvis ikke man ved, om den el, man lader med, er grøn? Hvad nytter det at omstille industri fra kul til brint, hvis ikke brinten fremstilles med grøn strøm? Vi har i Danmark muligheden for at komme med et reelt bud på en af den grønne omstillings problemstillinger, og derfor er det både helt naturligt, at vi i Energinet sætter os for at finde en løsning, men også at udviklingen sker i samarbejde med vores omverden, siger han.
    Martin Lervad Lundø håber, at projektet, når det er færdigt, kan danne skole i Europa. Fx har Europa-Kommissionen indledt arbejdet omkring udvikling af et lovgrundlag, som skal danne rammerne for konvertering af strøm fra elnettet til grønne gasser, så de kan bruges i den grønne omstilling af transportsektoren. Projekt Eloprindelse kan her blive meldt ind som mulig vejviser.

    Vil du teste med?
    Prototypen testes over et halvt år, og der er stadig plads til testere. Testperioden løber til november, hvorefter Energinet kan handle på resultaterne af testen. Deltagelse i testforløbet er relevant for alle spillere i energibranchen og evt. tilstødende erhverv, fx producenter af el, store elforbrugere, Power to X-aktører og tech-virksomheder.


    Du kan læse mere om projekt eloprindelse og testperioden på

    www.eloprindelse.dk.

    Kontakt:

    Martin Lervad Lundø, administrerende direktør i Energinet DataHub, mobil 23 33 88 99, mln@energinet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/banebrydende-projekt-kan-dokumentere-den-gronne-strom-fra-producent-til-forbruger?releaseId=13602398

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **