Pressemeddelelse fra FOA
Klik på kortet for at se, hvor mange der arbejder fuldtid i de enkelte kommuner og hvor mange nye stillinger, der bliver slået op på fuldtid og deltid.
Der er kæmpe forskelle på, hvor gode kommunerne er til at få flere medarbejdere i ældreplejen til at arbejde på fuldtid. I Rødovre Kommune arbejder næsten 4 ud af 10 af de ansatte fuldtid, mens det står helt anderledes til i Lemvig og Tønder Kommune. Her er kun 1,5 procent ansat på fuldtid, viser en rapport fra
“Kommunerne skal lære af hinanden. Hvis det fungerer i Rødovre, bør det også kunne fungere i andre kommuner,” siger sektorformand i FOA Torben Hollmann.
På landsplan er 72 procent af de ansatte i ældreplejen ansat på deltid.
“Vi er helt afhængige af, at problemet med den store andel af deltidsstillinger i ældreplejen bliver løst. Ellers kan fremtidens ældre ikke få den hjælp, de har brug for,” siger han.
Flere på fuldtid kræver indsats
28 procent af de deltidsansatte vil gerne op i tid, viser rapporten. Torben Hollmann understreger, at der skal flere ting til, hvis flere skal gøres interesserede i at arbejde flere timer.
“Kommunerne skal for det første tilbyde flere fuldtidsstillinger. Men hele måden, arbejdsgiverne planlægger arbejdet på, skal op til revision – og det er vigtigt, at medarbejderne tages med på råd. Du får ikke flere til at tage flere timer, hvis timerne bliver lagt, så det går ud over privatlivet.”
“Der skal også sættes kraftigt ind for at forbedre arbejdsmiljøet. Vi ved, at mange ikke ønsker flere timer, fordi de er nervøse for, om de kan holde til det,” siger Torben Hollmann.
Stigning i brugen af vikarer
Rapporten fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkenhed viser også, at der er kommet langt flere timelønnede vikarer i kommunerne. Især i København er der et højt forbrug af vikarer, mens kommuner som Lolland og Dragør har langt færre vikarer.
“Det er stik imod det, de ældre har brug for: En social- og sundhedshjælper eller -assistent, som kan sige ‘vi ses i morgen’. Det bliver sværere og sværere for kommunerne at skaffe nok kvalificeret arbejdskraft, men det er ikke holdbart, når man i stigende grad hyrer løstansatte vikarer i stedet for fast personale,” siger Torben Hollmann.
Flere kommuner er i gang
I de første otte måneder af 2020 er der generelt slået lidt flere fuldtidsstillinger op. Hver femte stillingsopslag for social- og sundhedsmedarbejdere på landsplan var en fuldtidsstilling, viser en gennemgang af stillingsopslagene, som FOA har lavet.
Især Furesø og Aalborg Kommuner har i år slået flere fuldtidsstillinger op sammenlignet med hvor stor en andel af medarbejderne, der i 2019 var ansat i en fuldtidsstilling.
“Det er glædeligt, at kommunerne er blevet bedre til at slå fuldtidsstillinger op. Men det går langt fra hurtigt nok. Vi står allerede nu i en meget vanskelig situation med de mange ældre, som skal have hjælp og det store antal medarbejdere, der nu eller om kort tid forlader arbejdsmarkedet,” siger Torben Hollmann.
FOA og en række andre fagforbund er netop gået sammen med Kommunernes Landsforening i en
.“Det er et stærkt og nødvendigt initiativ, som jeg håber, at alle kommuner vil slutte op om,” siger Torben Hollmann.
Kontakt:
Sektorformand Torben Klitmøller Hollmann tlf.: 23 26 75 79 email: tokh@foa.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kun-hver-10-ansatte-i-aeldreplejen-har-37-timers-arbejdsuge?releaseId=13602296
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **