PRM / Tidlig pension er en sejr for 3F’erne

    Pressemeddelelse fra 3F

    Formanden for landets største fagforening jubler over den nye aftale om ret til tidlig pension, der netop er landet.

    – Det har trukket tænder ud. Det har kostet blod, sved og tårer. Men endelig ser vi en politisk aftale, der skaber værdighed og retfærdighed for manden på fabriksgulvet, bygningsarbejderen, stuepigen og alle de andre hårdtarbejdende lønmodtagere, siger Per Christensen, forbundsformand i 3F, der er landets største fagforening.

    Aftalen sikrer, at lønmodtagere med lange og hårde arbejdsliv får ret til at trække sig tilbage op til tre år før deres pensionsalder. Det vil især gavne ufaglærte og faglærte, mener 3F-formanden. Han glæder sig bl.a. over, at endnu flere nu får ret til tidlig pension, at der afsættes penge til abejdsmiljø, samt at seniorpensionen udvides i forbindelse med aftalen.

    – Kæmpe ros til regeringen og til beskæftigelsesministeren for hans svendestykke. I dag skriver partierne bag aftalen dansk pensionshistorie. Et meget stort “tak” på vegne af tusindvis af stærke og stolte lønmodtagere, der ellers måtte gå på arbejde med smerter og slæbe sig gennem de sidste år på arbejdsmarkedet på piller, fordi deres mulighed for at trække sig værdigt tilbage var taget fra dem.

    – Med den nye politiske aftale har vi både folkepension, førtidspension, seniorpension og nu også retten til tidlig pension for folk, der er slidte efter et langt arbejdsliv. Det giver en langt bredere dækning for lønmodtagerne, siger Per Christensen.

    Fagforeningen 3F har været frontkæmperen for en fair pensionsalder, siden den borgerlige regering i 2011 de facto afskaffede efterlønnen. I 2017 genantændte 3F debatten om værdig tilbagetrækning ved på rekordtid at indsamle over 200.000 underskrifter for fair pension, og retten til tidlig pension har i de senere år været en af 3F’s absolutte mærkesager.

    – Tidlig pension er hjerteblod for 3F’erne. Som landets største fagforening kæmper vi altid de kampe, der er afgørende vores medlemmer, siger Per Christensen.

    Han opfordrer partierne bag aftalen til at huske at evaluere effekten af aftalen, når man ser de første resultater, så man sikrer sig, at de rette personer får gavn af aftalen.

    Kontakt:

    For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tidlig-pension-er-en-sejr-for-3ferne?releaseId=13602199

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **