PRM / Nedskæringsplaner fra Danske Bank er hverken rigtige eller rimelige

    Pressemeddelelse fra Finansforbundet

    Sideindhold

    Danske Bank har i dag meddelt, at de besparelsesplaner, der i første omgang blev luftet ifm. halvårsregnskabsaflæggelsen, nu er blevet mere konkrete. I løbet af de kommende 12 måneder skal banken være 1600 færre ansatte på koncernniveau.

    ‘Danske Bank har en særlig position i det danske samfund, og det er helt uforståeligt, at man i den situation, som banken er i, vælger en vej frem med medarbejderreduktioner i det omfang, der nu er meldt ud. Der er brug for at genskabe en klar og solid retning for banken, og det kræver naturligvis medarbejdere til at løfte opgaverne, men også højeste grad også en ledelse med et klart projekt for vejen fremad. Derfor er det på alle måder helt absurd, at man nu skærer så dybt i antallet af de ansatte, der er bankens væsentligste aktiv’, siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet

    I første omgang åbnes der for tilbud om frivillige fratrædelser over en bred gruppe af funktioner og områder i banken.

    ‘1600 er et uhyrligt tal, og vi taler om dygtige og loyale kolleger. Jeg har meget svært ved at se, hvor de kolleger kan undværes, for der arbejdes i højt tempo overalt i banken. Som medarbejdere vil vi det bedste for Danske Bank, men jeg kan oprigtigt komme i tvivl om, hvordan vi skal få enderne til at nå sammen med så mange færre kolleger’, siger Kirsten Ebbe Brich, formand for Finansforbundet i Danske Bank

    Kontakt: Kent Petersen og Kirsten Ebbe Brich via Kristian Lind, 61204214

    Kontakt:

    Kristian Lind, kl@finansforbundet.dk, 61204214

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nedskaeringsplaner-fra-danske-bank-er-hverken-rigtige-eller-rimelige?releaseId=13601669

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **