Pressemeddelelse fra Dansk Metal
Dansk Metal, der selv har været en aktiv del af de otte genstartsteams, hilser den nye brede aftale om genstart af dansk eksport velkommen.
“Vores eksportvirksomheder er fuldstændig afgørende for vores velfærdssamfund. De har været hårdt ramt på grund af corona, hvor man har set eksportmarkeder og ordrer forsvinde fra den ene dag til den anden. Vi er glade for aftalen, og særligt er vi glade for det nybryd, der er i aftale om støtte til SMV’erne. De er hårdt ramt på likviditeten, men nu får de mulighed for at søge om tilskud til indkøb af fx ny automatiseringsteknologi og ny software for at styrke virksomhedens eksportsituation og dermed sikre arbejdspladser”, siger Henrik Aarestrup, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.
Særligt de små- og mellemstore virksomheder har været ramt af coronakrisen. Det skyldes blandt andet, at de ikke har digitale salgskanaler og ikke har haft mulighed for at tage til salgsmesser og konferencer i udlandet. Derfor vækker det også glæde hos Dansk Metal, at der har været fokus på netop det aspekt i aftalen, blandt andet gennem nedsatte takster hos Trade Council i 2021, styrket Udenrigsministeriets “Boots-on-the-ground”-service og ikke mindst en styrkelse af SMV’ernes digitale salg og eksport:
“Mange små- og mellemstore virksomheder har haft ualmindeligt svært ved at få hentet ordrer hjem fra udlandet, fordi deres salgskanaler simpelthen ikke har været digitale nok. Når man så ikke kan komme til salgsmesser og konferencer i udlandet, hvor mange plejer at hive ordrer hjem, så er det svært. Derfor har vi i Dansk Metal længe opfordret til at der skulle ses på det her område, og det er jeg naturligvis glad for nu er sket,” siger Henrik Aarestrup.
Dansk Metal glæder sig over aftalen, men mener stadig der skal være fuld fokus på eksportvirksomhederne:
“Vi så under finanskrisen, at mister vi arbejdspladserne i industrien, så får vi dem aldrig igen. Når først ordrerne og virksomhederne er røget til Kina eller Østeuropa, så får vi svært ved at hive dem tilbage, fordi det kræver meget at starte en ny produktionsvirksomhed. Derfor er det også fuldstændig afgørende, at vi hele tiden holder øje med eksportvirksomhederne, og at politikerne er klar til at gøre hvad der skal til,” slutter Henrik Aarestrup, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.
Kontakt:
Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-god-bred-aftale-om-genstart-af-dansk-eksport?releaseId=13601658
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **