Pressemeddelelse fra PwC
Blandt en lang række danske virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen har en jury nu udvalgt tre ejerledere fra Fyn, der kan være med til at inspirere dansk erhvervsliv i en vanskelig tid for mange.
“COVID-19 sætter samfund og virksomheder overfor en række betydelige udfordringer, der stiller nye krav til ejerledere og erhvervsdrivende i Danmark. Men krisen har også banet vej for handlekraft og kreativitet. For nye ideer og løsninger. Mange virksomheder har omlagt deres produktion på rekordtid og tilbudt hjælp på nye måder. Til Årets Ejerleder 2020 hylder vi alle dem, der gør en forskel,” fortæller Mikael Johansen, partner hos PwC i Odense.
Hos Nykredit uddyber Mogens Sørensen, regionsdirektør i region Syddanmark:
“Som foreningsejet, dansk bank er vi glade for, at vi kan være med til at hædre ejerledere, der gør en forskel i byer og lokalsamfundet på Fyn. I år er et særligt år på grund af corona, og det er ekstra inspirerende at se, hvordan nogle ejerledere fx har givet en økonomisk håndsrækning til underleverandører eller skabt unikke services og produkter i et samarbejde med myndigheder og sundhedspersonale,” siger han og fortsætter:
“Det har virksomhederne gjort for at hjælpe samfundet, hvor det har været muligt, og samtidig sikre deres forretning og bevare arbejdspladser. Ejerledere spiller en afgørende rolle for at få Danmark på fode igen.”
“Vi ønsker at hylde alle dem, der hjælper med at holde hjulene i gang, og som har visionerne og evnerne til at skabe ideer og arbejdspladser – også i en krisetid. Vi hylder entreprenørånden, købmandsskabet og himmelstormeren, og alle de ejerledere, der bidrager til fællesskabet og til samfundet. Det er dem, der er med til at genstarte Danmark,” tilføjer Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv.
De tre inspirerende ejerledere fra Fyn:
Ejerlederne Dorte og Jan Milling fra Milling Hotels A/S (Odense)
Dorte og Jan Milling har sammen skabt hotelkæden Milling Hotels. Deres første erhvervssucces blev grundlagt som skolekærester ved produktion af flagstænger til børnehaver, og den succes førte senere til købet af deres første hotel i 1994. 25 år senere nåede de deres mål om at stå i spidsen for i alt 10 hoteller, alle centralt beliggende i de respektive byer: Odense, Middelfart, Kolding, Maribo, Aarhus og Aalborg. Hotelkæden drives som et familiehotel, og begge ejerledere er med, når de renoverer hoteller, og de er ikke bange for at trække i arbejdstøjet.
Dorte og Jan er dybt dedikerede og engagerede som ejerledere og iværksættere. Da Covid-19-krisen ramte, fortsatte de med en ukuelig optimisme. De er bl.a. meget åbne og personlige på de sociale medier, og netop digital markedsføring har været et strategisk fokus, for på den måde at øge kendskabet til hotelkæden. Det sker ved personlige opslag og små fortællinger. Specielt den digitale markedsføring før, under og efter krisen har været med til at understøtte forretningsmodellen.
Ejerleder Anders Borring fra Scangrip A/S (Svendborg)
Anders har siden i 1997/98 stået i spidsen for Scangrip A/S, der i dag eksporterer 90 % af omsætningen fordelt på til 75 lande, og har en arbejdsstyrke fordelt i hele verden på 550 mand. Scangrip A/S har specialiseret sig i funktionelt arbejdslys til det professionelle marked, og er i dag blandt Europas førende leverandører af professionelt LED arbejdslys. Anders arbejder kontinuerligt med at udvikle og tilbyde nye, robuste, funktionelle og innovative LED arbejdslamper med den allernyeste teknologi.
Erfaringer fra finanskrisen i 2007/08 var gode at have i bagagen, da Covid-19-krisen ramte, og Anders har en stærk tro på, at tingene nok skal gå den rigtige vej igen. Kommunikationen til medarbejderne var central, hvilket var med til at skabe tryghed. Der blev hurtigt taget beslutning om, at medarbejderne skulle sendes på fordeling for på denne måde at fastholde alle medarbejdere og undgå fyringer. Den specielle situation gav samtidig anledning til refleksion over den fremtidige strategi og klima- og bæredygtighedstiltag. Det blev besluttet at igangsætte udviklingen af en hel serie af produkter med decideret fokus på bæredygtighed.
Ejerlederne Johnny Albertsen & Henning Jørgensen fra Gartneriet Rosborg A/S (Odense)
Johnny Albertsen, Henning Jørgensen og 22 medarbejdere købte virksomheden i 2013. Johnny og Henning ejer i dag 61 % af Gartneriet Rosborg-Bellinge A/S, hvor de mod alle odds lykkedes med et imponerende turn around af virksomheden. Siden dengang er der sket væsentlige ændringer i forretningsgrundlaget, idet virksomheden er gået fra at have potteplanter som primære produkt – til i dag at producere krydderurter som hovedaktivitet. Der er også sket en stor digital transformation, ligesom de er én af de første producenter af økologiske krydderurter.
Med den nationale såvel som globale nedlukning i marts skulle virksomheden, som alle andre inden for branchen, være hurtig til at omstille sig og bl.a. lave nye retningslinjer for medarbejdernes færden i virksomheden. Dette for at sikre den fortsatte produktion af krydderurter, og at der ikke kommer smitte blandt medarbejderne i produktionen. Den samlede efterspørgsel på krydderurter blev ikke væsentligt påvirket af Covid-19, på trods af et fald i afsætning til foodservice. Der er nemlig øget efterspørgsel hos leverandører af måltidskasser,
m.fl. Dette er et område, som ejerlederne har et stort fokus på, da dette marked fremadrettet bliver større og større.Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-fynske-ejerledere-inspirerer-i-en-krisetid?releaseId=13601609
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **