PRM / Borger del dine aktivitetsdata – og hjælp forskerne med at forstå Coronapandemien

    Pressemeddelelse fra Alexandra Instituttet

    “Det var, som om min vejrtrækning bare ville slå fra. Jeg turde simpelthen ikke falde i søvn. Både lugt- og smagssans var helt væk. Jeg ville gerne have kunnet følge et beskrevet sygdomsforløb, så jeg vidste, at nu går det den rigtige vej.” – Bodil, tidligere smittet med Corona virus.

    Borgere kan i en ny app dele aktivitetsdata fra deres smartphone, smartwatch eller fitnessarmbånd, samt fortælle om deres eventuelle sygdomsforløb. Appen hedder COronaVIDen og skal hjælpe forskere fra Aarhus Universitet og praktiserende læger med at følge den nuværende udvikling, så erfaringer kan hjælpe fremtidige smittede bedst muligt.

    Alle kan deltage – både raske, syge og tidligere smittede. I appen kan brugerne samtidigt få et overblik over udviklingen i deres eget forløb og se, hvordan det ser ud sammenlignet med alle de andre, som deltager i undersøgelsen.

    Forskerne vil anvende appen til at indsamle og analysere aktivitetsdata og sygdomsforløb og sammenligne borgere, som de ved har været smittede eller syge med borgere, som ikke har været det. Da det tyder på, at en stor del af de smittede ikke har haft symptomer – og at smittede ofte smitter mest, før de får symptomer – er de meget interesserede i, at så mange danskere som muligt deltager i undersøgelsen.

    Ved at analysere historiske og aktuelle aktivitetsdata fra smartphones, smartwatches samt fitnessarmbånd og kombinere dem med supplerende spørgsmål om den enkeltes sygdomsforløb, er formålet at skabe ny viden om smittens udvikling og påvirkning af den smittede og dennes familie og på husstandes hverdag og livskvalitet. Der vil bl.a. være fokus på at undersøge forskelle i sygdomsforløb, skjulte tegn på smitte, symptomer samt hvilke senfølger, som tidligere smittede fortsat kæmper med.

    Det er forventningen, at viden fra projektet i fremtiden vil kunne støtte dialogen mellem familier og deres praktiserende læger. Samtidig kan projektet bidrage til fremtidige strategier for at bekæmpe spredning af virus.

    Hent appen nu og deltag i et innovationspanel

    Borgerne kan hente COronaVIDenappen i App Store og Google Play. I appen kan de dele deres historiske data fra før coronakrisen (f.eks. antal skridt, gå- og løbedistance, puls, søvn, vægt, BMI, energiforbrænding) og besvare et spørgeskema.

    Projektpartnere

    Projektet bag COronaVIDen hedder CoronaLytics og er støttet af Innovationsfonden. Projektet udføres i et partnerskab mellem Aarhus Universitet (Institut for Folkesundhed og Institut for Datalogi), Alexandra instituttet, Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus, Teknologisk Institut og MedTech Innovation Consortium.

    Datasikkerhed

    Data anvendes udelukkende til brug i forskningsprojektet og til at vise brugerne indsigter i appen.

    Alle oplysninger behandles fortroligt og behandles af Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet i henhold til gældende lovgivning, og dataanalyser foretages kun af betroede forskere på Aarhus Universitet.

    Appen er udkommet i en første version, og de næste versioner skal udvikles i samarbejde med brugerne. De forventer at udvide appen med nye funktioner de kommende måneder, der f.eks. giver brugeren et visuelt overblik og en indsigt i smittedes sygdomsforløb og ikke-smittedes ændringer i aktivitetsmønstre under Corona. Oversigtsresultater vil kunne følges i appen og på projektets website.

    Da forskerne ønsker at videreudvikle løsningen i samarbejde med borgere og give meningsfyldt feedback til alle, der bidrager til projektet ved at bruge COronaVIDen-appen, vil der senere på året blive etableret et innovationspanel. Panelet skal bemandes med borgere, og de er derfor interesseret i at rekruttere borgere, som vil hjælpe dem med det. Man vil således som brugere senere blive spurgt i App’ens spørgeskema, om man ønsker at deltage i dette innovationspanel.

    Læs mere på coronaviden.dk

    Kontakt

    Carsten Obel, Professor, Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, 29428405, co@au.dk

    Kaj Grønbæk, Professor, Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet, 21495634, kgronbak@cs.au.dk

    Per Kallestrup, Professor og praktiserende læge, Forskningsenheden for Almen Praksis, 22428484, per.kallestrup@ph.au.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/borger-del-dine-aktivitetsdata—og-hjaelp-forskerne-med-at-forsta-coronapandemien?releaseId=13601436

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **