PRM / Furesøs beskæftigelse mindre ramt end i andre kommuner

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Alle danske kommuner oplever beskæftigelsestilbagegang som følge af coronakrisen.
    Fra 4. kvartal sidste år til 2. kvartal i år er beskæftigelsen på landsplan faldet med 2,3 procent.

    Men der er stor variation i, hvor meget beskæftigelsen faldt i de forskellige kommuner.
    I Furesø er beskæftigelsen faldet med 1,4 procent. Det er det 8. laveste fald i Danmark, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Siden maj er beskæftigelsen desuden steget igen.

    Godt samarbejde får del af æren

    Mogens Brusgaard, formand fra Furesø INDUSTRI glæder sig over tallene:

    “Det er positivt, at Furesø ikke er så hårdt ramt på beskæftigelsen som andre steder. Det kan der være mange årsager til, blandt andet branchefordelingen. Men også det gode samarbejde, som erhvervsforeningerne har med kommunen, skal have en del af æren. Mange af vores medlemmer har nydt godt af det samarbejde,” fortæller han.

    Furesø Kommune oprettede under nedlukningen i foråret et kriseberedskab, som har fulgt udviklingen i corona-krisen og igangsat flere lokale erhvervsinitiativer til hjælp for virksomheder – herunder hjælp til at søge de mange forskellige støttepakker.

    Jobcentret har desuden løbende samarbejdet med erhvervslivet om rekrutteringer. Et samarbejde, som ikke har stået stille på trods af corona-krisen.

    Travlhed i rekrutteringsindsatsen

    Jobcentret har siden 2018 lavet ugentlige tirsdagsrekrutteringer med mulighed for at afdække, hvilke behov virksomhederne har og derefter udsøge ledige med de rette kompetencer, så virksomhederne sparer tid og ressourcer.

    “Jobcentrets virksomhedsteam har haft rigtig travlt med rekrutteringer hele året, så vi har været nødt til at udvide tirsdagsrekrutteringerne til flere dage. Hele 244 jobordrer er blevet besat igennem jobcentrets rekrutteringer i 2020. Det er fordelt på både offentlige og private virksomheder i og uden for Furesø,” konstaterer Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalg for beskæftigelse og erhverv.

    “Flere borgere i beskæftigelse betyder flere penge til velfærden, så hver enkelt jobordre er en succes. Først og fremmest selvfølgelig for den enkelte borger, men også for vores fælles velfærd,” understreger han.

    Kontakt:

    Flemming Sommer, jobcenterchef, Jobcenter Furesø, tlf. 72164738
    Mogens Brusgaard, formand for Furesø INDUSTRI, tlf. 45 4070 1444
    Hasan Yilmaz (S), formand for Udvalget for beskæftigelse og erhverv, tlf. 21450704

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/furesos-beskaeftigelse-mindre-ramt-end-i-andre-kommuner?releaseId=13601160

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **