PRM / Statens Kunstfond støtter Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatrets fremtidige udvikling

    Pressemeddelelse fra Odin Teatret

    Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret har med stor glæde modtaget meddelelsen fra Statens Projektstøtteudvalg for Scenekunst om en driftsbevilling, som i høj grad vil være med til at sikre teaterlaboratoriets mulighed for et vellykket generationsskifte, når Per Kap Bech Jensen overtager direktørsædet efter teatrets grundlægger og mangeårige leder Eugenio Barba fra 1/1 2021.

    Driftsstøtten er et udtryk for, at Projektstøtteudvalget har nikket ja til den nye teaterdirektør Per Kap Bech Jensens strategi for teaterlaboratoriets fremtid, dets organisation og ideerne om teaterlaboratoriets fremtidige virke. Strategien er udviklet i tæt samarbejde med bestyrelsen og et kernepunkt er at styrke relationen mellem de lokale, nationale og internationale aktiviteter.

    “Bevillingen går især til at sikre teatrets nationale netværk. Vi vil gerne i langt højere grad være et nationalt kraftcenter, og det er klart et af vores udviklingspunkter”, udtaler bestyrelsesformand Louise Ejgod.

    Per Kap Bech Jensen og bestyrelsen vil i de kommende år videreudvikle Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret som et anderledes scenekunstnerisk produktions- og udviklingsmiljø i det danske teaterlandskab. Det skal blandt andet ske gennem en åben dialog med det frie scenekunstfelt i Danmark og med et fast forankret internationalt miljø i Holstebro.

    “Det er min ambition at skabe klare forbindelser mellem det lokale, nationale og internationale gennem det, Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret er bedst til, nemlig at lade kunstneriske eksperimenter foregå i tæt kontakt med det omkringliggende samfund, hvad enten det er andre kulturinstitutioner, skoler, dagcentre eller arbejdspladser”, siger Per Kap Bech Jensen.

    Konkret udmøntes ideerne i fire ‘platforme’, der har fået navnene ‘Eksil’, ‘Kompas, ‘404 Error’ og ‘X-port’.

    I ‘Eksil platformen’ får udvalgte teatergrupper mulighed for at slå sig ned på Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret, samarbejde med kunstnerne i laboratoriets internationale miljø og med teatrets ensemble. Her kan de afprøve egne ideer samt vise forestillinger og arbejdsdemonstrationer for lokale miljøer og tilskuere i Holstebro, f.eks. skoler, plejehjem, diverse børneinstitutioner.

    ‘Kompas platformen’ er for kunstnere, som arbejder selvstændigt med egne projekter og produktioner, med hvilke de opfordres til at etablere kontakter og indgå i samarbejder med andre kulturinstitutioner, erhvervsliv og landmiljøer i og omkring Holstebro. Platformen vil være et forum for menneskelig og kunstnerisk udveksling.

    Et nyt arnested for møder, formater og brobygning bliver ‘404 Error platformen’. Platformen skal være et scenekunstnerisk møderum, hvor nationale og internationale scenekunstnere og forskere kan mødes og diskutere scenekunstens præmisser.

    ‘X-port platformen’ skal dels forstærke allerede etablerede, internationale relationer dels skabe relationer til nye partnere. I 2019 støbtes således grundlag for vidtgående samarbejdsrelationer til Grønlands Nationalteater og Asian Culture Center og Eurasian Theatre Institute – de to sidstnævnte begge i Sydkorea. Aktiviteterne omfatter udveksling af kunstnere, workshops, koproduktioner og gæstespil.

    For yderligere oplysninger kontakt:

    Per Kap Bech Jensen

    per@odinteatret.dk

    51 36 47 70

    Louise Ejgod Hansen

    draleh@cc.au.dk

    25 56 69 35

    Kontakt:

    Koordinator Ulrik Skeel tlf.: 22 62 41 35 email: ulrik.skeel@odinteatret.dk

    Kommunikationsmedarbejder Sofie Daugbjerg tlf.: 26844673 email: sofie@odinteatret.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/statens-kunstfond-stotter-nordisk-teaterlaboratorium-odin-teatrets-fremtidige-udvikling?releaseId=13601201

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **