Pressemeddelelse fra Naturvidenskabernes Hus
Hvordan bygger man en mini-vindmølle? Hvordan får man en bus til at køre uden chauffør? Og hvordan konstruerer man en maskine, der kan rense strandene for plast? Det er nogle af de problemstillinger, som folkeskoleelever fra hele landet dyster om at finde de mest innovative og kreative løsninger på til dette års Naturfagsmaraton. Forløbet kulminerer i foråret, hvor eleverne skal vise og demonstrere deres hårde arbejde for hinanden og dommerne, der vil kåre en vinder i hver af de 53 deltagende kommuner.
Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton, samarbejder med virksomheder og brancher om at skabe en kobling mellem skolens fag og virksomheders praksis, blandt andet for at skabe synlighed omkring de mange job- og karrieremuligheder, der venter børnene senere i livet:
– Ved at tage afsæt i virkelige problemstillinger, som eleverne kan relatere til, skaber vi begejstring og nysgerrighed for teknologi og naturfag og en oplevelse af handlekraft. I opgaverne arbejder eleverne med Engineering-metoden, hvor de udvikler konkrete løsninger på praktiske problemer, og de skal bruge både deres samarbejdsevner og formidlingskompetencer og også gerne opsøge inspiration hos lokale virksomheder. Det, at forløbet afsluttes med en konkurrence, hvor fællesskab, kreativitet og sammenhold danner rammen for en sjov og lærerig dag i naturvidenskabens tegn, er blot en ekstra motivationsfaktor, siger Maiken Lykke Lolck, direktør for Naturvidenskabernes Hus.
I år er to af de i alt seks opgaver udviklet i samarbejde med Microsoft, Fremstillingsindustrien og Vestas for, at eleverne opnår en forståelse for sammenhængen mellem teknologi og bæredygtighed. Samtidig er håbet at skabe begejstring og engagement for naturvidenskab hos børnene gennem aktuelle problemstillinger.
– Børn er digitale problemløsere, og vi vil rigtig gerne være med til at vise dem de spændende muligheder, der er inden for teknologiens verden. Ved at få dem til at reflektere over noget i deres hverdag, som relaterer sig til it, kan vi vise dem, at det ikke er så kompliceret, som de tror, og at de faktisk kan have stor indflydelse på deres hverdag, hvis de lærer, hvordan de kan bruge it på en ansvarlig måde, siger Sara Kolka, Head of External Relations hos Microsoft Development.
I opgaven fra Microsoft skal eleverne tænke i koder, når de skal opfinde en maskine, man kan kryptere beskeder med. Og i opgaven fra Vestas står den på grøn energi, for her skal eleverne bygge en funktionel mini-vindmølle, som skal sættes op på det område på deres skole, hvor der blæser mest. Generelt er bæredygtighed en fællesnævner for opgaverne i Naturfagsmaraton, der alle tager udgangspunkt i den fiktive by, Grønby.
En af ambitionerne for Naturfagsmaraton er, at uddannelser og erhvervsliv skal arbejde endnu tættere sammen, og skolerne rundt om i landet skal åbne sig mod det omgivende samfund.
– Med de store udfordringer, vi står overfor som samfund, har vi brug for borgere, der har en balanceret forståelse af den teknologiske og naturvidenskabelige udvikling og kan bruge den forståelse til at skabe bæredygtige løsninger. Med Naturfagsmaraton er vi et stort skridt nærmere på at ruste eleverne til den opgave, der venter dem, udtaler Agi Csonka, Programchef i VILLUM FONDEN.
I udarbejdelsen af opgaver til Naturfagsmaraton har Naturvidenskabernes Hus været i tæt dialog med en lang række fagpersoner for at være så tæt på praksis som muligt og for at kvalitetssikre opgaverne, som børnene selv skal læse og forstå. Opgaverne testes derfor også ad flere omgange, inden de frigives til landets mange folkeskoleelever.
Kontakt:
For mere information, kontakt venligst:
* Maiken Lykke Lolck, direktør, Naturvidenskabernes Hus, tlf. 40 58 40 64 eller mll@nvhus.dk
* Presseservice: Marie Boye, Public Image, tlf. 22 71 02 62 eller marie@publicimage.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skoleelever-fra-hele-landet-prover-kraefter-med-kryptering-gron-energi-og-selvkorende-busser?releaseId=13600837
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **