PRM / Novo Nordisk Fonden uddeler 35 mio. kr. til initiativer, der skal forbedre fremtidsmulighederne for unge syriske flygtninge i Jordan

    Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden

    Krisen i Syrien fortsætter med at trække dybe spor i både familier og samfund. Flere end 5,5 mio. mennesker er flygtet til andre lande, herunder nabolandet Jordan, som huser over 650.000 registrerede flygtninge.

    Over halvdelen af de syriske flygtninge i Jordan er børn og unge, hvis livskvalitet og fremtidsmuligheder forringes af bl.a. begrænset adgang til uddannelse og jobmarked.

    Novo Nordisk Fonden har derfor netop bevilget støtte på i alt 35 mio. kr. til fem ambitiøse projekter. Projekterne har til formål at styrke social og økonomisk selvstændiggørelse blandt unge syriske flygtninge og andre konfliktramte og sårbare unge i Jordan. De vil også bidrage til ny viden om, hvordan der kan skabes varige løsninger for disse befolkningsgrupper.

    Tre af de støttede projekter har fokus på styrke de unges uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder give dem viden om , hvordan de kan udvikle entreprenante idéer til små bæredygtige virksomheder, så de har en bedre chance for at blive selvforsørgende.

    De øvrige to projekter er forskningsprojekter med fokus på at skabe viden om effekterne af konkrete indsatser for derved at skabe grundlag for fremtidige effektive og evidensbaserede programmer.

    “Novo Nordisk Fonden ønsker at bidrage til skabe en bedre fremtid for de unge syriske flygtninge i Jordan. Vi er derfor glade for at kunne støtte disse fem ambitiøse projekter, der supplerer hinanden og vores allerede etablerede partnerskaber i Jordan. I fonden er vi optaget af en helhedsorienteret indsats og synergi mellem de indsatser, vi støtter. Interventionsprojekterne indeholder konkrete initiativer til at støtte børn og unge gennem uddannelse og selvstændiggørelse, mens forskningsprojekterne har fokus på at identificere de bedste løsninger til at styrke de unge flygtninge,” siger Hanna Line Jakobsen, chef for de humanitære bevillinger i Novo Nordisk Fonden.

    “Evidensbaseret viden er afgørende for at opnå varige og bæredygtige løsninger for flygtningene, og alt for ofte bliver viden ikke systematisk opsamlet eller brugt til at udforme efterfølgende indsatser,” siger Hanna Line Jakobsen

    Tættere på arbejdsmarkedet
    De støttede projekter har modtaget mellem 3,4 og 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

    Blandt bevillingsmodtagerne er Care Danmark, der bl.a. vil hjælpe unge flygtninge med rådgivning om og træning i, hvordan de kan etablere og drive små virksomheder fra deres hjem, undervise studerende i iværksætteri og hjælpe flygtninge med at opnå en arbejdstilladelse.

    I et andet støttet projekt ledet af DRC Dansk Flygtningehjælp vil projektets partnere søge at styrke udsatte børn og unges færdigheder, så de bedre matcher, hvad der efterspørges på arbejdsmarkedet i Jordan. Projektet udføres i samarbejde med en online læringsorganisation, som vil tilbyde unge syriske flygtninge adgang til et omfattende kursuskatalog, der er tilpasset målgruppen..

    Derudover vil organisationen Turning Tables tilbyde sårbare unge træning, der udnytter hele deres kreative potentiale og vil gøre det muligt for dem at søge arbejde inden for Jordans fremspirende film-, tv- og musikindustri.

    Fokus på viden om varige løsninger
    DRC Dansk Flygtningehjælp har også modtaget støtte til et forskningsprojekt. Heri vil organisationen kortlægge de unge flygtninges ambitioner og sammenholde dem med de udfordrende realiteter, de står over for. Derved kan opnås viden om, hvilke barrierer de unge møder, og hvordan regeringer, hjælpeorganisationer og donorer/bistandsorganisationer kan hjælpe med at overvinde dem.

    I det andet forskningsprojekt vil Københavns Universitet undersøge, hvordan syriske unge opfatter deres valgmuligheder på både kort og langt sigt. En forståelse for, hvordan unge syrere selv opererer i forholdet mellem korte og lange tidsperspektiver er afgørende for at kunne designe de mest effektfulde indsatser og fastlægge de indikatorer, programmernes succes skal vurderes efter.

    Bevillingsmodtagerne og deres projekter:

    Care Danmark
    Economic Empowerment of Refugee and Host Community youth in Jordan. 10 mio. kr.

    DRC Dansk Flygningehjælp (to bevillinger)
    Pathways to Empowerment and Self-Reliance for displacement affected Youth in Jordan. 9,4 mio. kr.

    Aspirations versus reality: Assessing youth’s pathways towards empowerment and self-reliance in Jordan. 3,4 mio. kr.

    Turning Tables
    CLIQ – Creative Learning for improving quality-of-life of vulnerable youth in Jordan. 7,2 mio. kr.

    Københavns Universitet
    Viable Futures: Near and Long-Term Prospects Among Syrian Youth in Jordan. 5 mio. kr.

    Næstflest i verden

    Der er aktuelt 650.000 registrerede syriske flygtninge i Jordan, der er det land i verden, som huser næstflest flygtninge målt i forhold til indbyggertal. Kun ca. to tredjedel af de syriske flygtninge i Jordan i alderen 5-17 år modtager undervisning og af dem færdiggør kun ca. 40 pct. Omkring 25% tilmeldes en ungdomsuddannelse.

    Støtte til udvikling af kompetencer hos unge flygtninge i Jordan er en del af Novo Nordisk Fondens strategi for uddelinger til humanitære formål og udviklingsindsatser. Læs mere om fondens strategi her.

    Kontakt:

    Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/novo-nordisk-fonden-uddeler-35-mio-kr-til-initiativer-der-skal-forbedre-fremtidsmulighederne-for-unge-syriske-flygtninge-i-jordan?releaseId=13601043

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **