PRM / BØRNETOPMØDE 2020 I GLADSAXE

    Pressemeddelelse fra UNICEF Danmark

    2020 blev året, hvor Corona vendte op og ned på alt. Ikke mindst for børnene, deres dagligdag og skoleliv. Og selvom der ikke er noget godt at sige om Corona, så har månederne med nedlukning og isolation tvunget os allesammen til at reflektere over, om vi mon kan genskabe en lidt bedre verden – både for os selv, hinanden og klimaet. Det spørgsmål stiller UNICEF børnene på dette års Børnetopmøde.

    “Det er vigtigt at vores stemmer bliver hørt, for vi børn har mærket påvirkning af COVID-19 på en anden måde, end de voksne har. Vi kan have andre ideer end de voksne til, hvordan et børneliv kan blive bedre end det inden Corona”. Sådan lyder det fra Matilde Shawe Sørensen og Liva Alfrida Holm Jensen, der begge er elever på en rettighedsskole og sidder i UNICEF’s Nationale Rettighedsråd.

    “Det er helt afgørende at få børnenes stemmer med i denne debat”, udtaler UNICEF’s Generalsekretær Karen Hækkerup. “Overalt i medierne og offentligheden er det os voksne, der sætter dagsordenen. Vi diskuterer Coronakrise. Vi taler om konsekvenser for erhvervslivet, for turismen og for økonomien. Men vi skal huske at lytte til børnene og give dem en stemme – ikke mindst når det kommer til bud på, hvordan vi finder nye veje fremadrettet til en ny og bedre tid, hvor vi gør brug af erfaringer og opdagelser, vi har gjort undervejs i Corona-krisen. Jeg glæder mig meget til årets Børnetopmøde!”

    Børnetopmøde i UNICEF Børnevenlig By

    Også Gladsaxes borgmester, Trine Græse, ser frem til at åbne Børnetopmødet 2020 – ikke mindst i et år, hvor kommunen sammen med Billund og Aalborg har aftalt at indgå et samarbejde med netop UNICEF om at blive certificeret som Børnevenlig By. Det betyder, at man som kommune baserer sine handlingsplaner på FN’s Børnekonvention og dermed sikrer en høj grad af medinddragelse og medindflydelse fra børn og unge i de beslutninger, der har indvirkning på deres liv og hverdag.

    Og derfor glæder det også Trine Græse, at årets UNICEF Børnetopmøde skal afholdes i Gladsaxe med byens første og eneste UNICEF Rettighedsskole, Enghavegård Skole som vært: ” Der er ingen, som ved mere om børn og unges livsbetingelser og ambitioner for fremtiden, end børnene selv. I Gladsaxe vil vi derfor give vores børn og unge en tydelig stemme, som vi ikke bare vil lyttes til – men trække med helt ind i vores beslutningsprocesser om, hvordan vi udvikler vores kommune. Jeg ser Enghavegård Skole gå forrest som et stærkt eksempel på, hvordan vi får værdierne fra FN’s Børnekonvention ud at leve på tværs blandt både elever, medarbejdere og forældre. Derfor synes jeg også, det er fortjent, at skolen har fået værtskabet for årets Børnetopmøde,” udtaler borgmester Trine Græse.

    For at leve op til gældende restriktioner og retningslinjer har Enghavegård Skole lånt lokaler at sende fra i kulturhuset Blågård, som er nabo til skolen. Normalt er der 400 børn samlet fysisk til UNICEF’s Børnetopmødet i FN Byen i Københvan. I år foregår det hele altså virtuelt af hensyn til coronasikkerhed. Men debatten, børnenes stemmer og den resolution, de sammen skal lave og efterfølgende aflevere til Statsministeren, bliver ganske virkelig!

    Børnetopmødet og Det Nationale Rettighedsråd støttes primært med midler fra LB Foreningens Fond og Østifterne.

    For interview eller andre forespørgsler – kontakt Senior Partnership Manager, Sofie Folden Lund, tlf. 26 36 23 77 eller mail SFLund@unicef.dk

    Kontakt:

    Pressechef Peter Lykke Lind. Tlf. 30531916, mail: pllind@unicef.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bornetopmode-2020-i-gladsaxe?releaseId=13601075

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **