PRM / Skiulykke gjorde Magnus lam: Nu går han igen takket være unikt hjælpemiddel

    Pressemeddelelse fra Sahva A/S

    – Magnus, du kommer aldrig til at gå igen.

    Sådan lød beskeden fra overlægen, da den dengang 21-årige Magnus Leo Mann Eriksen kom til sig selv i en hospitalsseng i Grenoble. Få timer tidligere havde han sammen med sine skiguidekolleger suset ned af den bjergside, han kendte ud og ind. En snekanon havde kørt hele natten og efterladt en snebunke, som han først opdagede, da han drønede over den. Det uventede hop roterede kroppen flere meter gennem luften, til den ramte jorden med sådan en kraft, at adskillige ryghvirvler blev knust og gjorde ham lam fra navlen og ned.

    – Jeg havde svært ved at forholde mig til lægernes dom. Både i Grenoble og hjemme på Hillerød Hospital, hvor de danske læger slog fast, at jeg aldrig kommer til at gå igen. Jeg troede simpelthen ikke på dem, og var overbevist om, at jeg måtte kæmpe og kæmpe, indtil jeg kunne gå igen, siger Magnus Leo Mann Eriksen, der i dag er 25 år.

    Computerstyret hydraulik

    I månedsvis sled Magnus Leo Mann Eriksen i genoptræningscenteret på Klinik For Rygmarvsskader i Hornbæk. Pludselig kunne han mærke berøringer på det venstre ben, hvilket tændte en ild i ham. Han fandt på egen hånd frem til mulige hjælpemidler, der kunne assistere ham i det ultimative mål om at komme op at stå igen.

    Han fandt den tyskproducerede C-brace og med hjælp fra Henrik Godskesen, chefbandagist ved Sahva, fik han i slutningen af 2019 bevilget en C-Brace. Han blev dermed Nordens første bruger af den intelligente ortose, altså en benskinne, der med et mikroprocessorstyret, hydraulisk knæled, kan støtte Magnus Leo Mann Eriksens stadigt lamme højreben, mens han selv knokler på med det venstre ben.

    – C-brace er den bedste og mest avancerede løsning til patienter, der har problemer med at styre de store lårmuskler på forsiden. 100 gange i sekundet registrerer teknologien kroppens bevægelser og forudser patientens gangfase. Ud fra den viden bøjer og strækker hydraulikken knæet, så det passer til gangen. Systemet gør det meget sikrere for patienter at gå på ujævnt terræn, op og ned ad skråninger og skifte retning eller hastighed, siger Henrik Godskesen.

    En hel vild oplevelse

    Da Magnus Leo Mann Eriksen første gang fik spændt den specialfremstillede C-brace på det følelsesløse højre ben, var begejstringen stor.

    – Det var en helt vild oplevelse. Jeg jernede frem og tilbage i gangbarren i tre timer og var på facetime med familie og venner for at vise, at nu kunne jeg sgu gå igen, siger Magnus Leo Mann Eriksen, der nu er i gang med at lære at gå på ny.

    På baggrund af sine oplevelser med genoptræningen har han besluttet at starte på uddannelsen som ergoterapeut og er i disse måneder i praktisk på selv samme Klinik For Rygmarvskader, som han selv blev behandlet på.

    – Jeg ved, hvordan det er at være i patienternes sko. Jeg ved, hvor hård genoptræningen er for både kroppen og psyken, og jeg er sikker på, at mange af patienterne kan spejle sig i mine oplevelser, fortæller Magnus Mann Eriksen.

    Kontakt:

    Henrik Godskesen
    Chefbandagist, Sahva
    (+45) 51 27 42 95
    Henrik.godskesen@sahva.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skiulykke-gjorde-magnus-lam-nu-gar-han-igen-takket-vaere-unikt-hjaelpemiddel?releaseId=13600373

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **