Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
Arbejdstilsynet har for første gang samlet de vigtigste regler om psykisk arbejdsmiljø i én bekendtgørelse, sådan som et bredt flertal i Folketinget blev enige om med arbejdsmiljøaftalen fra 2019.
Formålet er at gøre reglerne tydeligere for arbejdsgivere og medarbejdere, så det fremover vil være lettere at igangsætte et systematisk arbejde med at forebygge problemer i det psykiske arbejdsmiljø. I bekendtgørelsen kan de bl.a. se, hvad der især skal lægges vægt på, når det skal vurderes, om eksempelvis uklare og modstridende krav i arbejdet, stor arbejdsmængde og tidspres eller krænkende handlinger udgør en risiko for sikkerhed eller sundhed.
Det bliver også fastslået, at det altid er arbejdsgiverens ansvar at tilrettelægge arbejdet sådan, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt i forhold til påvirkninger i det psykiske arbejdsmiljø.
Arbejdstilsynet vil supplere bekendtgørelsen med tre nye vejledninger til virksomhederne om stor arbejdsmængde og tidspres, uklare krav og modstridende krav i arbejdet, samt høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker. Her vil virksomhederne kunne finde hjælp til, hvilke forebyggende tiltag de kan iværksætte for at leve op til reglerne. Der findes allerede AT-vejledninger om hhv. vold og krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
“Det er første gang, at vi samler reglerne for det psykiske arbejdsmiljø ét sted. Det gør det lettere for både arbejdsgivere og medarbejdere at forstå, hvilke krav vi stiller til det psykiske arbejdsmiljø. Jeg glæder mig meget over, at vi nu står med en bekendtgørelse, som alle parter bakker op om. Det er vigtigt med fælles fodslag og et vigtigt første skridt i den rigtige retning. Vi vil i regeringen fortsat have fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og derfor glæder jeg mig også til de kommende forhandlinger med arbejdsmarkedets parter og Folketingets partier om nye nationale arbejdsmiljømål, ligesom Arbejdstilsynet fortsat vil have særligt fokus på det psykiske arbejdsmiljø i udsatte brancher.”
Også hos arbejdsmarkedets parter er der glæde over, at det er lykkes at blive enige om en samlet bekendtgørelse for det psykiske arbejdsmiljø. Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov siger:
“Det er historisk, at vi i Danmark nu for første gang får en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø. Ingen er tjent med, at ansatte bliver syge eller nedslidte på grund af belastninger i det psykiske arbejdsmiljø, og jeg glæder mig over den brede opbakning til bekendtgørelsen. Vi har brug for i fællesskab at styrke forebyggelsen i det psykiske arbejdsmiljø. Det kan bekendtgørelsen bidrage til, fordi den tydeliggør, hvilke forhold i arbejdet man især skal rette forebyggelsen mod. Det er rigtig godt for lønmodtagerne, og bekendtgørelsen udgør et vigtigt fundament for at sikre reel ligestilling mellem det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.”
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er der også stor tilfredshed med bekendtgørelsen, som, de mener, skaber klarhed på området.
“Sunde medarbejdere giver sunde virksomheder, og et godt psykisk arbejdsmiljø er vigtigt for begge parter. Den nye bekendtgørelse sætter fokus på det psykiske arbejdsmiljø og skaber klarhed om de regler, der findes på området. Forhåbentlig kan bekendtgørelsen også være med til at forme et fælles sprog for, hvordan vi taler om emnet. Bekendtgørelsen bakkes op af både myndigheder og arbejdsmarkedets parter og er endnu et bevis på, hvor vigtigt det er at værne om det unikke samarbejde, vi har i Danmark på arbejdsmiljøområdet,” siger viceadministrerende direktør i DA, Pernille Knudsen.
I Kommunernes Landsforening mener de, at bekendtgørelsen er et godt fundament for et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne:
“Det gode arbejdsmiljø skabes hver eneste dag på den enkelte arbejdsplads gennem samarbejdet om kerneopgaven mellem ledere og medarbejdere og mellem kollegaerne indbyrdes. Med den nye bekendtgørelse er reglerne om psykisk arbejdsmiljø nu samlet ét sted, og landets arbejdspladser får dermed et godt fundament for at fortsætte og udvikle samarbejdet om det psykiske arbejdsmiljø,” siger direktør i KL, Kristian Heunicke.
Hos akademikerne fremhæver de, at det er også er et meget vigtigt redskab i indsatsen mod stress. Formand hos Akademikerne Lars Qvistgaard siger:
“Vi er virkelig glade for, at vi nu i Danmark får en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø. Bekendtgørelsen er en nyskabelse på det danske arbejdsmarked og et vigtigt redskab i indsatsen mod de stressudfordringer, som det er så afgørende at få taget et ordentlig livtag med. Bekendtgørelsen vil hjælpe med at give arbejdspladserne et overblik over, hvor og hvordan der kan sættes ind for at forebygge de belastninger i det psykiske arbejdsmiljø, som fører til stress.”
Der er ingen nye krav i bekendtgørelsen, og Arbejdstilsynets afgørelsespraksis vil være den samme, som den er i dag.
Kontakt: Beskæftigelsesministeriets pressekontakt: 51 23 28 30.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fremskridt-i-kampen-for-bedre-psykisk-arbejdsmiljo?releaseId=13601015
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **