PRM / Danske Spil begynder udrulningen af Sikkert Spil

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Hvis du har planer om at lægge vejen forbi din lokale kiosk eller tankstation for at oddse på dit favorithold eller forsøge at ramme de rigtige Tips-tegn, skal du snart til at huske dit personlige Spil-id.

    Fra torsdag den 1. oktober bliver det nemlig obligatorisk at vise id’et, når du vil spille sportsspil i en række af Danske Spils forhandlere.

    Spil-id’et, der bliver udrullet i etaper hos ca. 2.700 forhandlere i løbet af oktober, indføres for at forhindre børn og unge under 18 år i at spille om penge i butikker.

    “Gennem årene har vi udviklet flere og flere værn for at sikre, at børn og unge under 18 år ikke får adgang til vores sportsspil. Men vi må desværre erkende, at vi ikke er lykkedes fuldt ud med opgaven. Det er fortsat for nemt for mindreårige at spille i butikkerne, og derfor indfører vi nu Sikkert Spil”, siger Niels Erik Folmann, direktør i Danske Licens Spil og fortsætter:

    “Vi håber, at vores mange kunder, der er vant til at spille i butikkerne, vil tage godt imod det nye Spil-id, som de nu skal begynde at prøve af. Det vil sikkert kræve lidt tilvænning i starten, men vi har gjort os umage for at lave en løsning, der er nem og hurtig at bruge. Og ved at bruge Spil-id’et kan vi sammen beskytte mindreårige mod pengespil.”

    Nemmere at bekæmpe hvidvask og matchfixing
    Udover at beskytte mindreårige vil Sikkert Spil gøre det sværere for kriminelle at misbruge Danske Spils sportsspil til at vaske sorte penge hvide eller forsøge at manipulere med sportsresultater.

    “Med Sikkert Spil registrerer vi, hvem der spiller ude i butikkerne, og vi kan følge pengestrømmene. Det giver nogle helt nye muligheder for at bekæmpe både hvidvask og matchfixing, når vi kan følge pengene hele vejen fra kiosk til kamp”, siger Niels Erik Folmann.

    Indtil videre er Danske Spil den eneste spiludbyder, som stiller krav om registrering med et personligt Spil-id, så det vil fortsat være muligt at spille anonymt i fx kiosker. Men det skal der ændres på, mener Danske Spil:

    “Så længe der er spiludbydere, som gør det muligt at spille anonymt, vil kriminelle kunne flyve under radaren. Og samtidig vil mindreårige fortsat kunne spille i butikker. Derfor håber vi, at det bliver lovpligtigt for alle spiludbydere, der sælger sportsspil, at indføre et spil-id”, siger Niels Erik Folmann.

    Fakta om Sikkert Spil
    Den 31. oktober bliver det obligatorisk for spillere, der vil oddse eller spille Tips i butikker, at bruge et personligt Spil-id.

    Udrulningen af Sikkert Spil indledes i udvalgte butikker den 1. oktober, og de kommende uger vil flere og flere forhandlere tage løsningen i brug.

    Det nye Spil-id kan downloades fra Google Play og App Store som en app til mobilen og fås som et plastikkort.

    Spillere, der er fritaget for at bruge NemID, kan bestille et fysisk Spil-id hos Danske Spils Kundecenter på tlf.: 36 72 80 80.

    Kunder med en Oddset-app på mobilen har allerede Sikkert Spil.

    Indførelsen af Sikkert Spil får ingen betydning for Danske Spils lotterier – Lotto, Vikinglotto og Eurojackpot – og Quicks skrabespil. Man vil altså fortsat kunne spille disse spil uden et at have et personligt Spil-id.

    Kontakt:

    Pressechef i Danske Spil, Thomas Bille Winkel, 40 91 98 78, tobw@danskespil.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-spil-begynder-udrulningen-af-sikkert-spil?releaseId=13600992

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **