Pressemeddelelse fra Molslinjen A/S
Det bliver hurtigfærgen Express 3, som tager den første tur over Kattegat fra Molslinjens nye færgeterminal på Østhavnen i Aarhus. Det sker den 11. november 2020 klokken 05.45. Hurtigfærgens første tur mod Odden markerer kulminationen på flere års anlægsarbejde.
Men turen markerer også et markant skifte i den aarhusianske trafik. De 1,5 millioner årlige bilister skal finde andre veje til den nye færgeterminal.
“Vi har mange erhvervskunder, og de vil opleve, at turen til den ny færgeterminal bliver hurtigere, fordi de undgår Nørreport-krydset, som nemt sander til. For dem vil turen ad Marselis Boulevard føles befriende”, mener Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.
Alene i Aarhus by skal skiltningen mod færgehavnen ændres flere end 50 steder. Dertil kommer ændringer af skilte på motorveje og andre store indfaldsveje mod Aarhus.
“Vi står foran en stor kommunikationsopgave med at forklare de rejsende, at de ikke bare skal køre på autopilot fra den 11. november. Der står også medarbejdere klar i den gamle færgeterminal de første dage efter flytningen, så vi kan sende de kunder videre, som ikke har hørt om flytningen”, siger Carsten Jensen.
Carsten Jensen glæder sig til at tage den ny færgeterminal i brug – men han er samtidig lidt ærgerlig over, at corona-krisen kommer til at sætte sit præg på åbningen.
“Der er ikke plads til festligheder med mange mennesker lige nu, så det bliver en stille åbning med få inviterede gæster”, siger Carsten Jensen.
Kontakt:
PR- og kommunikationschef Jesper Maack tlf.: 20196215 email: jma@molslinjen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/15-millioner-bilister-skal-finde-andre-veje-til-molslinjens-ny-faergeterminal?releaseId=13600915
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **