PRM / BrancheIndex 2020: Lidls produktkvalitet tager førstepladsen blandt 11 af landets dagligvarebutikker

    Pressemeddelelse fra Lidl Danmark

    Den netop offentliggjorte markedsundersøgelse for dagligvarekæder fra Loyalty Group, BrancheIndex 2020, slår endnu engang fast, at kunderne i Lidl mener, at Lidls produktkvalitet er den bedste blandt de danske dagligvarebutikker. Igen i år løber Lidl atter med sejren i de tre kategorier “Produktkvalitet”, “Værdi for pengene” og “Tillid”. En anerkendelse, som i høj grad kan tilskrives dagligvarekædens medarbejdere, fortæller adm. direktør for Lidl, Dirk Fust:

    “Det gør mig utrolig glad og stolt, at vi igen i år markerer os blandt de allerbedste dagligvarebutikker. Vi har arbejdet benhårdt på at opretholde og forbedre vores standarder på både kvaliteten og udvalget af produkter, uden at gå på kompromis med vores priser. Æren skal helt og andeles tilskrives vores dygtige medarbejdere.”

    Gennem det seneste år har Lidl blandt andet udvidet sit faste produktsortiment, som nu tæller over 2.600 produkter i fast sortiment. Foruden produktkvalitet vinder Lidl også kategorierne “Værdi for pengene” og “Tillid”. To områder, som Dirk Fust også vægter særligt højt:

    “Når vores kunder oplever, at kvaliteten på vores varer stemmer overens med deres forventninger, og vi samtidig scorer højest på produktkvalitet, så skyldes det et samlet fokus på at skabe synergi lige fra indkøb og kvalitetstjek til håndtering og salg af produkterne. Vi arbejder løbende på at få flere danske, økologiske og bæredygtige varer på hylderne. Det har bl.a. betydet, at vi gennem det sidste år har øget antallet af certificerede produkter fra 25 % til 30 %”.

    Lidls kunder er blandt de mest loyale
    I undersøgelsen fastholder Lidl også sin andenplads ud af landets 11 dagligvarebutikker, når det gælder den samlede kundeloyalitet.

    “Det har generelt været et godt år for os, og næste år er ambitionerne mindst lige så store. Jeg er stolt af, at vi igen er med helt fremme, men som vi siger i Lidl; Den, der stopper med at blive bedre, holder op med at være god. Vi har et stort ønske om, at endnu flere danskere får lettere adgang til en Lidl-butik. Derfor har vi sat en ambitiøs målsætning om 200 butikker i 2030. Det vil forbedre tilgængeligheden for vores kunder i forhold til beliggenhed”, siger Dirk Fust.

    Loyalty Groups BrancheIndex 2020 undersøger en række overordnede områder, som består af en række underspørgsmål, der tilsammen afgør, hvilken kæde der vinder området. Lidl har mange år i træk vundet kategorien ‘produktkvalitet’. Herunder er Lidl også blevet vurderet højest af kunderne i spørgsmål som: “Min dagligvarekæde har produkter af høj kvalitet indenfor produktkategorien Frugt og grønt”, “Min dagligvarekæde har produkter af høj kvalitet indenfor produktkategorien Brød”, “Min primære dagligvarekæde har konkurrencedygtige priser set i forhold til andre dagligvarekæder” og “Jeg oplever, at kvaliteten på min primære dagligvarekædes varer stemmer overens med mine forventninger”.

    Trods de flotte placeringer i årets undersøgelse, er ambitionerne dog fortsat høje:

    “Vi har i 2019 og 2020 vundet flere pristjek og produkttests. Vi satser stort på vores økologiske sortiment, som vi desværre ikke vinder i år. Jeg er dog fortrøstningsfuld, eftersom vi tidligere i år vandt Forbrugerrådet Tænks økopristjek på kolonialvarer samt pristjekket på frugter og grøntsager. Vi er igen i år også repræsenteret i finalen i Fødevareprisen, hvor vi både er nomineret til Frugt- grøntprisen og Mejeriprisen. Så jeg tror på, vi kan opnå endnu bedre placeringer i næste års brancheundersøgelser,” slutter Dirk Fust.

    * Lidl har vundet følgende områder i Loyalty Groups BrancheIndex:

    • Produktkvalitet: “Min dagligvarekæde har produkter af høj kvalitet indenfor produktkategorien Frugt og grønt” er vundet i årene 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020.
    • Værdi for pengene: “Min dagligvarekæde har gode tilbud” er vundet i årene 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020.
    • Tillid: “Min dagligvarekædes varer er aldrig/som regel ikke for gamle” er vundet i årene 2015, 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020.
    • Tillid: “Jeg oplever, at kvaliteten på min dagligvarekædes varer stemmer overens med mine forventninger” er vundet i årene 2015, 2016, 2017, 2018. 2019 og 2020.

    * Udvalg af testvindende produkter:

    • Chef Select Lasagne Bolognese (Testvinder Tænk 2020)
    • WH Creme Fraiche (Testvinder Politiken 2020)
    • Freeway Tonic Water (Testvinder BT 2020)
    • Deluxe Tomahawk-steak (European Private Label Awards 2020)
    • WH-selektion af blå oste, Mycella og Danablu (European Private Label Awards 2020)
    • Gelatelli, Vanilla Lidl 6 stk. Vaffelis. (Testvinder BT 2020).

    * Lidl har vundet følgende pristjek i 2019/2020:

    • Vinder BT’s store pristjek (Danmarks største pristjek af 97 produkter)
    • Ekstrabladets store pristjek i september, hvor Lidl løb med titlen som Danmarks billigste dagligvarekæde, hvor 30 forskellige varer blev sammenlignet
    • Bedst på prisen, når det kommer til økologiske kolonialvarer af Forbrugerrådet Tænk (2019 og 2020)
    • Forbrugerrådet Tænks pristjek af økologiske frugter og grøntsager (Forbrugerrådet Tænk 2019).


    Om Loyalty Groups BrancheIndex

    Loyalty Group hjælper virksomheder med at øge indtjeningen gennem et øget fokus på kundeloyalitet. Loyalty Group har mere end 20 års erfaring med at analysere og udvikle kundeloyalitet i stort set alle typer af brancher.

    Loyalty Group gennemfører årligt en række brancheundersøgelser, kaldet BrancheIndex, for at afdække danskernes loyalitet i en given branche. 3674 dagligvarekunder har deltaget i BrancheIndex Dagligvarer 2020 og vurderet deres foretrukne dagligvarekæde på centrale områder som produktkvalitet, pris, tillid og økologi..

    Kontakt:

    Kommunikationschef Morten Vestberg tlf.: +45 5215 9259 email: morten.vestberg@lidl.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/brancheindex-2020-lidls-produktkvalitet-tager-forstepladsen-blandt-11-af-landets-dagligvarebutikker?releaseId=13600868

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **