PRM / Klog på det amerikanske valg med SDU

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    Uanset om Trump eller Biden vinder 3. november, så vil det amerikanske valg i 2020 gå over i historien som et af de mest dramatiske længe.

    Corona-pandemien og de største demonstrationer for sortes rettigheder i nyere amerikansk historie har sat ekstra blus på det politiske drama.

    Dette særlige øjeblik i amerikansk politik kræver ekstra indsigt. Derfor har Center for Amerikanske Studier på SDU sammensat programmet “Amerikansk kultur og politik ved en skillevej – præsidentvalget 2020”, som går i luften 28. september og fortsætter frem til november.

    USA skifter gear

    Programmet består af en online-foredragsrække, en podcast-serie med SDU’s førende forskere i amerikanske forhold og en valgnat-event. Til sammen vil det give danskerne dybe indblik i, hvad der er på spil i amerikanske politik og kultur i 2020.

    – Det er som om, noget i universet har skiftet gear på USA i 2020. Det er længe siden, et præsidentvalg har været så intenst dramatisk. Med programmet ser vi derfor frem til at give danskerne – og forhåbentlig en masse studerende – en dybere indsigt i valgets afgørende spørgsmål, siger Jørn Brøndal, leder af Center for Amerikanske Studier på SDU.

    De store temaer i det amerikanske samfund lige nu – og i webinarrækken på SDU – er corona-pandemien og dens økonomiske konsekvenser, racedebatten i USA og selvfølgelig moderne amerikansk politik og det ofte omdiskuterede amerikanske valgsystem.

    Prominente navne på besøg

    Og netop de spørgsmål vil en række prominente amerikanske historikere, forfattere og kommentatorer hver især gå i dybden med, når de holder online-foredrag på SDU i løbet af efteråret.

    Foredragsrækken begynder 28. september med et stærkt felt af hele fire markante amerikanske forskere;

    Professor Sarah Elkind, professor Andrew Hartman, professor Ray Haberski og professor emeritus Larry Howe diskuterer det exceptionelt dramatiske 2020’s betydning for USA. De har alle tidligere været Fulbright Chairs på danske universiteter.

    Allerede 8. oktober fortsætter foredragsrækken med den anerkendte historieprofessor Julian E. Zelizer fra Princeton University. Han udreder de forandringer, der har medført, at Abraham Lincolns gamle republikanske parti i dag anføres af Donald Trump.

    Se mere om de øvrige aktiviteter i Center for Amerikanske Studiers program “Amerikansk kultur og politik ved en skillevej – præsidentvalget 2020”: https://www.sdu.dk/da/usavalg

    Den amerikanske ambassade i København har sponsoreret programmet.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger om programmet kontakt:
    Professor Jørn Brøndal, leder af Center for Amerikanske Studier:
    Mail: brondal@sdu.dk, telefon: 6550 2190, mobil: 6186 1007

    Kommunikationsmedarbejder Susan Grønbech Kongpetsak:
    Mail: suko@sdu.dk, telefon: 65 50 91 37 mobil: 93 50 72 52

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klog-pa-det-amerikanske-valg-med-sdu?releaseId=13600788

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **