PRM / Deloitte søsætter nyt innovationslaboratorium

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    Danske små og mellemstore virksomheder efterspørger i stigende takt hjælp til at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor opretter Deloitte nu en særskilt enhed for bæredygtig innovation. Det sker gennem innovationslaboratoriet acacia, der vil hjælpe virksomheder med at udvikle og etablere nye services, produkter og forretningsmodeller i et krydsfelt mellem bæredygtighed, samfundsansvar og kommerciel forretningsstrategi.

    “Vi lever på en planet med begrænsede ressourcer. Vi kan ikke fortsætte ad samme vej, som industrialiseringen lagde sporene til. Vi skal finde en anden vej. Den dukker op, hver gang én virksomhed vælger at transformere sig i en bæredygtig retning. Hver gang ét menneske udviser personligt mod og lederskab, tager ansvaret på sig og evner at udfordre status quo”, siger Bahare Haghshenas, som er partner i Deloitte og executive director i Acacia.

    Gennem de seneste år har hun og hendes team været med til at skabe Danmarks første kommercielle klimastrategi, verdens første nationale målepunkter for FNs Verdensmål og tre gange faciliteret UNLEASH, verdens største innovationsworkshop for bæredygtig udvikling.

    Acacia består af et større hold specialister, der er eksperter i at skabe gennembrud, så virksomheder og organisationer rykker sig i en mere bæredygtig retning. Specialisterne faciliterer processer med en eksperimenterende metode og kombinerer eksisterende viden på en ny måde, så de sammen skaber noget nyt. Det har 60 virksomheder indtil videre nydt godt af, blandt andre Ganni, Aquaporin, Wood Wood, ViaBiler, Stryhns, Brunata og E.ON. De har fundet nye, bæredygtige løsninger på eksisterende problemer, som de samtidig har tjent penge på.

    “Vi bygger på ligeværdige partnerskaber, hvor vi lærer af hinanden og deler viden med hinanden. Og vi går eksperimenterende til værks, så vi sammen finder nye, bæredygtige løsninger”, siger Bahare Haghshenas.

    Kontakt:

    Bahare Haghshenas, partner i Deloitte, bahahag@deloitte.dk, +45 31 31 04 31

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/deloitte-sosaetter-nyt-innovationslaboratorium?releaseId=13600209

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **