PRM / Stort ja til ny overenskomst for HK’ere i boligorganisationer

    Pressemeddelelse fra HK Privat

    Et nærmest råbende JA til en ny overenskomst for de HK-medlemmer, arbejder i boligorganisationer under BL – Danmarks Almene Boliger.
    Hele 93,9 % har stemt ja tak ved den netop afsluttede urafstemning, og stemmeprocenten var helt oppe på 84,2 %.
    – HK’erne kan nu se frem til de samme lønstigninger, som deres kolleger, der er 3F’ere og ejendomsfunktionærer, og det var vigtigt for os. Samtidig er de sikret en ordentlig aftale i forhold til fritvalgskontoen, så jeg er overordnet set glad for det resultat og også den opbakning, medlemmerne har vist i urafstemningen, siger Simon Tøgern, som er formand i HK Privat.

    BL meldte sig i 2019 ind i Dansk Erhverv Arbejdsgiverforening, hvilket skabte uenighed om, hvilke vilkår HK’erne skulle arbejde under. Derfor stemte man d. 14. januar i år om overenskomstgrundlaget efter 2023. Allerede der var det aftalen, at overenskomsten frem til 2023 skulle forhandles i løbet af foråret. Og det er den aftale, der nu er faldet på plads og stemt hjem.
    Aftalen læner sig op ad de øvrige forlig, der er indgået med BL og Dansk Erhverv i løbet af foråret, og stigninger på både løn og fritvalgskonto kan potentielt blive større, da HK’erne selv skal forhandle lønstigninger fra 2022.
    Overenskomstaftalen garanterer HK’erne en minimumsstigning, og derefter kommer det, de får ved deres individuelle lønforhandlinger.
    Det er aftalt, at hvis man i de individuelle lønforhandlinger ikke bliver enige om andet, så går de midler, der som minimum er afsat til lønstigninger og fritvalgskonto, automatisk til generelle lønstigninger til alle.
    HK’erne kan derudover også se frem til forbedringer af arbejdsmiljørepræsentanternes rettigheder, ret til uddannelse efter opsigelse, ret til frihed ved barns lægebesøg med mere.
    Overenskomsten omfatter 2.000 administrative medarbejdere.

    Kontakt:

    Formand Simon Tøgern tlf.: 50909642 email: simon.toegern@hk.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stort-ja-til-ny-overenskomst-for-hkere-i-boligorganisationer?releaseId=13600173

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **