PRM / Danmarks Grønne Fremtidsfond er nu en realitet: Milliarder på vej til grønne virksomheder

    Pressemeddelelse fra Vækstfonden

    I dag er der godt nyt til grønne virksomheder i Danmark. Rammerne for Danmarks Grønne Fremtidsfond er faldet på plads, således at fonden nu er klar til at sende milliarder ud til grønne teknologier og løsninger til gavn for klima og økonomi. Og det er mere vigtigt end nogensinde som konsekvens af den virus, der har hærget verden. Med etableringen af fonden vil vi gerne sende et stærkt signal om, at det er klimaet og de grønne virksomheder, der er fremtidens forretning både før, under og efter krisen, lyder det fra formænd og direktører i Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond:

    Tue Mantoni, bestyrelsesformand for Vækstfonden:
    “Denne politiske beslutning er helt afgørende for Danmarks og vores fælles fremtid. Jeg glæder mig utroligt meget over, at regeringen, med opbakning fra Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, nu har givet grønt lys til, at vi kan lave de første finansieringer i den nye fond. Sammen med EKF, Danmarks Grønne Investeringsfond og IFU har vi nu et vigtigt arbejde i at få pengene ud der, hvor de tæller i klimaregnskabet. Et arbejde vi heldigvis længe har forberedt os på, så jeg venter mig ganske meget af dette initiativ.”

    Anders Eldrup, bestyrelsesformand for Danmarks Grønne Investeringsfond:
    “Det er en stor glæde, at vi nu kan begynde arbejdet med at sikre endnu mere kapital til grønne teknologier og løsninger. Så kan vi bidrage til udvikling af nye bæredygtige virksomheder, skabe mange nye job og betydelige CO2-reduktioner, der kan hjælpe os på vej mod 70%-målet i 2030.”

    Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden:
    “I Danmark har vi mange dygtige, grønne iværksættere. De er alle sammen med til at bidrage til, at klimaet går en bedre og lysere fremtid i møde, og vi skal gribe det momentum, coronakrisen har skabt. I Vækstfonden arbejder vi hver dag for at udvikle de virksomheder, Danmark ikke må gå glip af, og i den ligning er de grønne virksomheder uundværlige. Det bliver dem, vi skal leve af i fremtiden.”

    Michael Zöllner, managing director i Danmarks Grønne Investeringsfond:
    “Med aftalen på plads kan vi nu påbegynde et vigtigt arbejde. Vi kan sikre finansiering til nye teknologier som fx vertical farming, intelligente varmepumper eller revolutionerende maskiner til omstilling af industri. Jeg glæder mig til at komme ud at lære mere om de spændende, grønne projekter hos danske virksomheder rundt omkring i hele landet.”

    Danmarks Grønne Fremtidsfond har en samlet kapacitet på 25 mia. kr., som er fordelt på fire fonde, nemlig EKF Danmarks Eksportkreditfond, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), Danmarks Grønne Investeringsfond og Vækstfonden. Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond er blevet styrket med samlet 10 mia. kr.

    Læs mere om Danmarks Grønne Fremtidsfond her: https://dgff.dk/

    Kontakt:

    Kommunikations- og pressechef Charlie Stjerneklar / cst@vf.dk / +45 81 77 73 87

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-gronne-fremtidsfond-er-nu-en-realitet-milliarder-pa-vej-til-gronne-virksomheder?releaseId=13599814

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **