PRM / Stor opbakning til nyt Spil-id i butikker

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Som den første spiludbyder i Danmark indfører Danske Spil et nyt Spil-id, som det bliver obligatorisk at bruge for spillere i kiosker og supermarkeder, hvis de ønsker fx at oddse på en fodbold- eller tenniskamp eller købe en Tips-kupon i butikker.

    Indførelsen af det nye Spil-id – Sikkert Spil – skal bl.a. forhindre, at børn og unge under 18 år spiller om penge:

    “Spil er for voksne og ikke for børn, og i Danske Spil vil vi simpelthen ikke acceptere, at mindreårige spiller. Derfor indfører vi i oktober Sikkert Spil i supermarkeder og kiosker. På den måde kan vi bedre beskytte børn og unge og gøre det nemmere for forhandlerne at håndhæve aldersgrænsen for spil”, siger Niels Erik Folmann, direktør i Danske Licens Spil, der håber, at både kunder og forhandlere vil tage godt imod Sikkert Spil.

    Og ifølge en ny YouGov-måling tyder meget på, at danskerne er positivt indstillet overfor id-kravet. Målingen viser, at 76 procent af de adspurgte synes, at det er en god ide, at Danske Spil vil gøre det obligatorisk for spillere at bruge et Spil-id.

    Samtidig viser målingen, at mere end 7 ud af 10 synes, at andre spiludbydere med dansk spillicens skal gå i Danske Spils fodspor. 72 procent svarer ja til, at alle spilleselskaber skal stille krav om, at spillere skal fremvise et særligt Spil-id i butikker.

    I Danske Spil er Niels Erik Folmann glad for målingen, og han håber, at id-kravet, når man vædder på fx sportskampe, bliver obligatorisk for alle spiludbydere i Danmark:

    “Sikkert Spil vil være med til at sikre, at børn og unge ikke får adgang til at spille om penge i butikker, og jeg er glad for, at rigtig mange danskere kan se det fornuftige i, at vi går forrest og indfører et personligt Spil-id. Men vi må desværre se i øjnene, at det bliver svært at stoppe de mindreåriges spil, så længe andre spiludbydere ikke stiller samme id-krav. Derfor håber jeg, det bliver et lovkrav for alle spiludbydere at indføre registreret spil.”

    YouGov-målingen er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af 1.000 danskere over 18 år.

    Fakta om Sikkert Spil
    Sikkert Spil bliver indført i oktober, hvor det bliver obligatorisk for spillere, der vil oddse eller spille Tips i butikker, at bruge det nye Spil-id.

    Et personligt Spil-id kan downloades som en app til mobilen fra Google Play og App Store og kan desuden fås som et plastikkort.

    Læs mere på sikkertspil.dk

    Kontakt:

    Pressechef Thomas Bille Winkel, 40 91 98 78, tobw@danskespil.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-opbakning-til-nyt-spil-id-i-butikker?releaseId=13598453

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **