Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Furesø oplever en stigning på 60 % i antallet af 80+ årige borgere frem mod 2030. Svaret på det er over de kommende 10 år at bygge 1.000 flere ældreegnede boliger. Det er et af forslagene, som politikerne i løbet af efteråret vil drøfte med borgerne.
Andre forslag vedrører mere natur og grøn omstilling, lokale uddannelsesmiljøer og studieboliger, flere lokale job og iværksættere, levende byer, en styrkelse af foreningernes rolle og meget andet. Borgmester Ole Bondo Christensen (A) ser nu frem til at få borgerne med på råd om, hvordan målene bliver ført bedst ud i livet.
“Vi har som byråd kigget ind i krystalkuglen og sat en række overordnede sigtelinjer for kommunens udvikling. Nu vil vi gerne have borgere, erhvervs- og foreningsliv på banen, og inddrage deres syn på fremtidens Furesø,” udtaler Ole Bondo Christensen.
Mål og succeskriterier har 10årigt sigte og skal følges op af konkrete handlinger. Målene vil også være afspejlet i en ny kommuneplan, der er på vej, samt en ny boligpolitik, der er sendt i høring. Der er nedsat et rådgivende arbejdsudvalg med boligorganisationer, borgere og politikere, der skal se nærmere på de boligsociale udfordringer i kommunen. En ny trafikplan er undervejs ligesom en handleplan for klima og grøn omstilling også er på vej.
Viceborgmester, Lars Carstensen (C): “Der sker rigtig meget lige nu i vores kommune, der er med til at definere, hvilken kommune vi bor i om 10 år. Derfor kan jeg kun opfordre borgere og andre interesserede til at gå aktivt ind i arbejdet med at udvikle kommunen. Selvom vi er en rigtig dejlig kommune i dag, så skal vi fortsat udvikle og forbedre, så vores børn og børnebørn også vil finde Furesø attraktiv, ” udtaler Lars Carstensen.
Borgerprocessen om 2030-målene løber frem til november, hvor byrådet forventeligt kan vedtage succeskriterierne endeligt den 25. november. Læs mere på www.furesoe.dk/2030
Kontakt:
Ole Bondo Christensen (A), borgermester, tlf.: 7216 5200
Lars Carstensen (C), viceborgmester, tlf.: 7216 3997 (ikke sms)
Steen Vinderslev, kommunaldirektør, tlf.: 7216 5100
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kom-med-dit-bud-pa-fremtidens-fureso?releaseId=13599242
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **