PRM / Morsø Kommune og KL trækkes i Arbejdsretten

    Pressemeddelelse fra FOA

    Morsø Kommune og KL indstævnes nu for Arbejdsretten for brud på overenskomstens arbejdstidsbestemmelser af fagforbundet FOA. Anledningen er kommunale krav om, at medarbejdere i kommunerne skal lade sig corona-teste i både fritid og ferier.

    “Selvfølgelig skal kommunale medarbejdere corona-testes. Selvfølgelig. Men det er et helt urimeligt krav, at det også skal foregå i fritiden og sågar i ferierne. Det er jo hovedrystende forkert,” siger forbundsformand Mona Striib.

    Der har været holdt både lokale og centrale forhandlinger om situationen. Men både Morsø Kommune og KL har stået fast på, at coronatests om nødvendigt foregår i fritiden. Man har henvist til, at medarbejderne bør udvise samfundssind.

    “Men er der nogen, der har vist samfundssind, så er det frontlinje-personale i f.eks. ældreplejen. Vi har flere tusinde smittede i frontlinjen, vi har hundredvis af arbejdsskade-anmeldelser. Vi har haft en situation, hvor myndighederne fravalgte værnemidler til ældreplejen frem for sygehusene. Her er der sandelig vist samfundssind ved at møde dagligt på arbejde – og i mange tilfælde på skiftende arbejdssteder alt efter, hvad myndighederne havde brug for. På Mors er der nu eksempler på, at medlemmer har modtaget en sms i ferien med krav om at køre små 30 kilometer til Thisted for at lade sig corona-teste,” siger Mona Striib.

    Hun pointerer, at coronatests er særdeles vigtige. De er afgørende for at få bekæmpet corona.

    “Myndighederne hævder rask væk, at de har mobile test-enheder i brug. Lad dog disse mobile enheder køre forbi f.eks. plejehjemmene. Så tager en test fem minutter. Sværere er det vel ikke,” mener Mona Striib.

    Morsø kommune er ikke den eneste kommune, der har beordret medlemmer til test i fritiden.

    “Der er flere sager på vej, og jeg håber, at KL nu besinder sig. Det kan de gøre ved at vedgå, at man testes i arbejdstiden. Kan det er praktiske årsager ikke lade sig gøre, så skal man naturligvis have løn for ulejligheden,” mener Mona Strib.

    Kontakt:

    Forbundsformand Mona Striib tlf.: 23 41 41 98/46 97 23 12 email: ms027@foa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/morso-kommune-og-kl-traekkes-i-arbejdsretten?releaseId=13599259

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **