PRM / En skanning af hjertet kan give vigtig viden om knogleskørhed

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Health

    Op til 600.000 danskere – hver tredje kvinde og hver ottende mand over 50 år – har knogleskørhed i større eller mindre grad. Af dem har kun cirka 172.000 fået stillet diagnosen. Dermed lever de fleste med sygdommen uden at vide det.

    “Ofte opdages knogleskørhed først ved knoglebrud. Knoglebrud kan være alvorlige og endda dødelige. Dog findes en effektiv behandling, som styrker knoglerne og forebygger brud. Derfor er det vigtigt at diagnosticere knogleskørhed tidligt og behandle for at reducere risikoen for nye knoglebrud,” fortæller Josephine Therkildsen fra AU og AUH.

    Rutine-skanning kan afsløre knogleskørhed

    Hun er en af forskerne bag en undersøgelse, som viser, at en rutine-CT-skanning af hjertet også kan bruges til at måle knoglemineraldensiteten – om knoglemassen er høj eller lav – i ryghvirvlerne og forudsige risikoen for knoglebrud.

    “Måling af knoglemineraldensitet medfører ingen ekstra stråling eller ekstra tid for patienten, da skanningsbillederne allerede foreligger. Det er en unik mulighed for tidlig opsporing af sygdommen til gavn for de mange patienter, som lider af knogleskørhed uden at vide det,” siger Josephine Therkildsen.

    Resultaterne er blevet publiceret i det amerikanske tidsskrift Radiology.

    Brud relateret til knogleskørhed

    Forskerne har undersøgt 1487 patienter, som alle har fået lavet en rutine hjerte-CT-skanning. Ud af 1487 patienter havde 179 – 12 procent – meget lav knoglemineraldensitet i ryghvirvlerne. Patienterne blev fulgt i lidt over tre år, 80 patienter blev diagnosticeret med et nyt knoglebrud og i 31 tilfælde var knoglebruddet relateret til knogleskørhed.

    “Sygdommen har ingen synlige ydre tegn, men svækker knoglerne indefra. Resultatet er svage knogler, der er så afkalkede og skøre, at de let brækker. Derfor er det vigtigt med tidlig opsporing og behandling,” forklarer forskeren.Vigtigt med tidlig opsporingOg det kan man, ifølge Josephine Therkildsen, når man laver de rutinemæssige skanninger af hjertet.

    “Antallet af patienter, der bliver henvist til en specifik knogleskanning (kaldet en DXA), er alt for få. En henvisning kræver, at lægen får mistanke om knogleskørhed, eller at der er en specifik årsag til henvisningen. Desuden findes der ikke en målrettet, systematiseret opsporing af knogleskørhed blandt patienter med lavenergibrud,” fortæller hun.

    De nye resultater viser, at kun hver fjerde patient, som var en del af studiet tidligere havde fået lavet en DXA-skanning, på trods af, at der ved CT-skanningen blev påvist meget lav knoglemineraldensitet.

    “Vi har fokuseret på hjerte-CT-skanninger, men en hvilken som helst CT-skanning, der inkluderer relevante knogler, kan i princippet anvendes. Det gør metoden aldeles attraktiv, da CT-skanninger ofte bruges som billeddiagnostisk metode til udredning af forskellige sygdomme,” siger Josephine Therkildsen.

    Bag om resultatet

    • Studiet er et klinisk studie. Resultaterne er genereret ud fra projektet Dan-NICAD 1, som er udgået fra Hjerteforskningsklinikken på Regionshospitalet Herning.
    • Samarbejdspartnere:Forskere fra Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, Silkeborg Sygehus og Regionshospitalet Herning (Regionshospitalet Gødstrup): Josephine Therkildsen, Louise Nissen, Hanne S. Jørgensen, Jesper Thygesen, Per Ivarsen, Lars Frost, Christin Isaksen, Bente L. Langdahl, Ellen-Margrethe Hauge, Morten Boettcher og Simon Winther.
    • Studiet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, Hjerteforeningen, Familien Hede Nielsens fond og Acarix A/S.
    • Den Videnskabelige artikel er publiceret i Radiology.

    Kontakt

    Læge Josephine Therkildsen
    Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
    Aarhus Universitetshospital, Led- og Bindevævssygdomme og
    Hospitalsenheden Vest, Hjerteforskningsklinikken
    Mail: josthe@rm.dkOverlæge Morten Bøttcher
    Aarhus Universitetshospital, Hjertemedicinsk Afdeling og
    Hospitalsenheden Vest, Hjerteforskningsklinikken
    Mail: morboett@rm.dk
    Tlf.: 7843 6244

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-skanning-af-hjertet-kan-give-vigtig-viden-om-knogleskorhed?releaseId=13599179

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **