PRM / Fik skideballe af chefen for at være for heldig: Ung mand vinder 3.000.000 i Lotto

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    En mand i starten 30’erne fra Københavnsområdet vandt for nogle uger siden 3.000.000 kroner på sit Lotto Plus-abonnement. Den heldige vinder oprettede abonnementet for under et år siden og har altså allerede indkasseret en milliongevinst.

    -Jeg ved godt, jeg er ekstremt heldig. Min chef har også skældt mig ud. Han har spillet i 30 år uden milliongevinster – og så er jeg heldig efter nogle måneder. Jeg er jo et skarn, siger han med et grin.

    Det var netop på vej fra arbejde, at den unge mand opdagede, at han havde vundet den store gevinst.

    -Jeg sad i bilen og skulle til at køre hjem. Så tjekkede jeg lige mine afsluttede spil på appen. Der stod så 3.000.000 kroner. Jeg var ved at tabe telefonen og stirrede bare på det kæmpe beløb igen og igen. Talte nullerne. Så ringede jeg til min gode kammerat og sagde, at jeg var nødt til at kigge forbi.

    Hjemme hos vennen fik vinderen fat i Kundecentret hos Danske Spil, der med glæde kunne bekræfte, at det var sandt, at han kunne skrive millionær på visitkortet.

    -Så ringede jeg til min chef og sagde, at jeg tog en fridag dagen efter, fordi jeg havde vundet i Lotto. Han var meget forstående – og gav mig som bekendt en kærlig skideballe med på vejen, lyder det.

    Vennerne tog ud at spise på en dyr restaurant og havde det ikke været for de begrænsede åbningstider i nattelivet på grund af Corona, havde de festet til den lyse morgen.

    -Det var lidt ærgerligt, men sådan er det jo. Det værste ved at have det meste af natten derhjemme var, at jeg alligevel ikke kunne sove. Jeg lå bare og rodede rundt med tankemylder og uro i kroppen. Det er jo så vildt at have vundet så mange penge. Det giver bare nogle helt andre muligheder i fremtiden, siger han.

    Den heldige vinder er millionær nr. 3637, og han har ingen andre end sig selv at forkæle med gevinsten.

    -Jeg skal nok have en ny seng og sofa. Og så vil jeg gerne til USA med drengene næste år. Nu har jeg jo råd til at leje en virkelig fed bil. Derudover vil jeg investere pengene, så de holder længe. Jeg skal ikke ud at forbruge, bare fordi jeg kan, lyder det.

    Den nybagte millionær vil gerne være anonym i offentligheden, men har været meget åben om gevinsten overfor familie, kollegaer og venner. Mange vindere afholder sig fra dette, da de er bange for, at folk vil tage for givet, at man fremadrettet skal betale alt, når man er ude. Det er denne vinder dog ikke bekymret for.

    -Jeg har allerede haft en god snak med mine venner om det, og de forventer selvfølgelig ikke, at jeg nu altid skal betale alt, hvad vi laver. Og jeg vil jo meget gerne give en flaske i ny og næ. Det skal bare være af lyst og ikke på forventning, forklarer han.

    Hele fem millionærer lørdag aften.

    Det var en indbringende lørdag for fem danske Lotto spillere lørdag aften.

    Tre heldige spillere havde ramt de syv rigtige vindertal og kunne således dele førstepræmien på 15 millioner kroner.

    -Når nu puljen var så stor, så er det da fedt, at der er hele tre danskere der får glæde af den. Og de får jo stadig en gevinst, der kan bruges på at udleve mange drømme og ønsker, siger Pernille Mehl, adm. dir i Danske Lotteri Spil.

    Den ene vinder har købt sin kupon hos Holbøl Høker i Kruså, den anden hos Kvickly i Nørresundby og den tredje hos Dagli’ Brugsen i Rude.

    De to vindere af millionærgarantien, hvor man bliver millionær, selvom man har 0 rigtige har begge et Plus Abonnement hos Danske spil. Den ene er fra Gentofte Kommune mens den anden er fra Odense.

    Danske Spil har endnu ikke talt med nogen af vinderne, men ønsker dem stort tillykke.

    Vindertal: 5,6,14,18,20,22,35

    Tillægstal: 10

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fik-skideballe-af-chefen-for-at-vaere-for-heldig-ung-mand-vinder-3000000-i-lotto?releaseId=13598691

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **