PRM / Borgmester deler is ud ved badesø

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    Efter en lang række af pop-up kontorer rundt omkring i kommunen, er turen nu kommet til Buresø. Buresø har været et af de helt store samlingspunkter for Egedals badelystne borgere under hedebølgen. Derfor har Karsten Søndergaard flyttet sit pop-up kontor ud i en pavillon ved Buresø, der hvor borgerne er. Og ifølge borgmesteren er det naturligt at sommerens sidste pop-up lægges netop der.

    – Det giver super god mening at lægge pop-up kontoret, der hvor der er masser af mennesker. Og når vi har så skønne varmegrader, så er det jo naturligt badestederne vi alle søger til. Noget af det jeg holder allermest af som borgmester, er at være i dialog med borgerne i Egedal. Og hvad er mere svalende end en kold dukkert i Buresø.

    Pop-up kontoret i Buresø er det femte i rækken af i alt 10 pop-kontorer, hvor borgmesterkontoret rykker ud i et af de mange bysamfund i Egedal. Karsten Søndergaard har fra starten af sin borgmesterperiode haft et stort ønske om at gøre kommunen mere tilgængelig i hverdagen og give alle mulighed for at byde ind med lige netop det, der optager dem. Det samme gælder også for administrationen, som har et ønske om at være mere synligt. Derfor er der altid en af direktørerne med på borgmesterens pop-up kontorer. Denne gang er det kommunaldirektøren, Christine Brochdorf, som følges med borgmesteren.

    Vil i dialog med borgerne
    – Det er vigtigt for mig, at alle nemt kan komme i dialog med kommunen om stort og småt, men det kan måske nogle gange være svært i hverdagen. Det kan virke som en stor ting at skulle op på rådhuset, hvis man f.eks. er en travl børnefamilie. Derfor rykker jeg nu ud, hvor borgerne har deres daglige gang, siger Karsten Søndergaard.

    I forbindelse med pop-up kontoret ved Buresø i morgen giver Borgmesteren is til alle der dukker op til en snak. Isene serveres fra den lokale isbod for udover at være i dialog med borgerne er det lokale erhvervsliv noget af det, der ligger byrådets hjerte nært.

    – At mit kontor i morgen ligger på kanten af Buresø og at der er is i sommervarmen håber jeg får nogle til at kigge forbi som vi normalt ikke hører så meget fra, siger Karsten Søndergaard.

    Du kan møde Karsten Søndergaard i morgen tirsdag d. 18 august fra klokken 10-16.30 i pavillonen ved Buresø badet.

    Kontakt pressetelefonen på: 72596203

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/borgmester-deler-is-ud-ved-badeso?releaseId=13597976

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **