PRM / Ny kampagne skal nuancere debatten om plast

    Pressemeddelelse fra Plastindustrien

    Debatten om plast er i de senere år blevet alt for sort/hvid, og det ønsker Plastindustrien at gøre op med via kampagnen ‘Realistisk om plast’, som primært er målrettet danske forbrugere.

    – Hele plastbranchen oplever, hvordan plastens image er under pres i befolkningen. Derfor vil vi med den nye kampagne gøre vores til at starte en mere frugtbar dialog op om plastens fordele og egenskaber. Kampagnen adresserer selvfølgelig også de miljøudfordringer, som vi alle skal bidrage til at få løst, siger Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien.

    Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, uddyber:

    – Debatten om plast er desværre ofte præget af udokumenterede påstande og myter, som er svære at få punkteret. Jeg håber, at kampagnen kan sætte gang i en sneboldseffekt, så vi får en mere nuanceret samtale om plast. Helt konkret kommunikerer vi, at plast er et utroligt nyttigt materiale i rigtig, rigtig mange sammenhænge. Uanset om det er i supermarkedet, på hospitalet, på byggepladsen eller i hjemmet.

    Image spænder ben for grøn omstilling og branchens virksomheder

    Kampagnen indeholder en bred pallette af elementer i form af bl.a. film, printannoncer, outdoor-reklamer, digital markedsføring, casevideoer, virksomhedsarrangementer og et online dilemmaspil.

    Lars Hall Bæk Farsøe, kommunikationschef i Plastindustrien, fortæller:

    – Vi kan se, hvordan plast nogle gange bliver uretmæssigt udråbt til syndebuk i en politisk kontekst, hvilket hverken gavner klimaet eller branchens muligheder for at skabe nye arbejdspladser. Imagepresset har også betydning for vores muligheder for at tiltrække unge til vores erhvervsuddannelser, mens det heller ikke bliver lettere for danske plastvirksomheder at rekruttere dygtige medarbejdere. Kampagnen kan forhåbentlig være med til at vende den udvikling.

    Lanceringen af ‘Realistisk om plast’ består bl.a. af en række helsidesannoncer i Berlingske, Jysk-Fynske Medier og Nordjyske samt outdoor-reklamer over hele landet.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Lars Friis Farsøe tlf.: 4233 2811 email: lff@plast.dk

    Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien: 2949 4608 / td@plast.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-kampagne-skal-nuancere-debatten-om-plast?releaseId=13597910

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **