Pressemeddelelse fra Mission Øst
Hjælp, der når frem. Ordene står som regel lige under Mission Østs logo. Og de stemmer med virkeligheden, viser hjælpeorganisationens årsrapport for 2019. Rapporten blev præsenteret på Mission Østs ekstraordinære årsmøde i Hellerup den 16. august.
Tusindvis af mennesker hjulpet
Her er resultaterne i runde tal: 78.000 mennesker modtog nødhjælp, 57.000 fik rent vand og gode toiletfaciliteter, 49.000 lærte at gardere sig mod naturkatastrofer, 17.000 lærte at tjene sig et levebrød, 16.000 modtog fødevarehjælp, og 21.000 personer med handicap fik hjælp til at blive inkluderet i lokalsamfundet.
Hvad betyder tallene helt konkret? Jo, i Syrien og Libanon fik flygtninge og fordrevne hjælp til at forsørge deres familier. I Irak fik over 1.500 gadebørn i det krigshærgede Mosul støtte og skoleundervisning. I Afghanistan fik 786 tørkeramte bønder overrislingsanlæg til deres marker. I Myanmar lærte fattige familier i afsidesliggende bjergområder at dyrke bæredygtigt året rundt. I Nepal lærte 885 piger og kvinder at kende og kræve deres ret. Og i Armenien og Tadsjikistan fik tusindvis af børn med handicap mulighed for almindelig skolegang.
Omsætning på 74 millioner
Pengene har altså fået ben at gå på til gavn for mennesker i nød. Årsrapporten for 2019 fremviser en samlet balance på omkring 74 millioner kroner – helt præcis en indtægt på kr. 73.783.428,- og udgifter for kr. 73.869.158,-. For hver krone gik over 88 øre direkte til hjælpearbejdet – 60 procent til nødhjælp og 28,5 procent til udviklingshjælp.
– Vi kan være stolte af, hvad vi har opnået sammen vores støtter og samarbejdspartnere. Endnu et år kunne vi uddele nødhjælp til befolkninger, der lider under konflikter og katastrofer, og samtidig fortsætte med at opbygge sårbare samfunds evne til at modstå fattigdom og marginalisering, skriver bestyrelsesformand Torben Andersen og konstitueret generalsekretær Peter Drummond Smith i rapportens indledning.
Nyt: Syrien, Libanon og Nordkorea
De kan begge se tilbage på et år med nybrud:
– Vi er især stolte over at kunne yde nødhjælp, udvikling og psykosocial støtte sammen med nye samarbejdspartnere i Syrien og Libanon. En anden milepæl i 2019 var åbningen af et Mission Øst-kontor i Nordkorea, som vil muliggøre et tættere engagement i at imødekomme de enorme fødevarebehov i landet.
Hurtig omstilling til Corona-hjælp
Oven i alt dette kom Corona-krisen i 2020 – og her har lokalkendskab, samarbejde med lokale organisationer og myndigheder og tillid i lokalbefolkningerne vist sit værd:
– Selv om vores kolleger over hele verden selv er udfordret af nedlukning, har de kunnet tilpasse eksisterende programmer for at udstyre lokalsamfundene med værnemidler til at begrænse spredning af COVID-19. Befolkninger, der allerede er sårbare på grund af fattigdom, sult og sjælden adgang til sundhedsydelser, modtager livreddende hjælp. Dette gør os stolte over at være en del af Mission Øst, siger formand og generalsekretær.
Hjælpen når frem.
Læs mere i vedhæftede årsrapport for 2019.
Kontakt:
Pressetelefon 28 707 703
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arsrapport-mission-ost-redder-liv-og-udvikler-lokalsamfund?releaseId=13597877
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **