PRM / FOA: Husk nu hygiejnen

    Pressemeddelelse fra FOA

    Når statsministeren i dag ved sit pressemøde om coronaens fase 4 gentager, at afstand og god hygiejne er de vigtigste våben i kampen mod corona, så er der grund til at følge op og om muligt forstærke hygiejneindsatsen, mener FOA.

    “Det kræver et stærkt fokus på, at hygiejne og hygiejnisk rengøring prioriteres ikke bare lige nu, men også i fremtiden,” siger sektorformand Pia Heidi Nielsen fra FOAs Kost- og Servicesektor.

    Hun peger på en række meget positive effekter af en øget hygiejne-indsats, hvor en række af FOAs medlemsgrupper spiller en nøglerolle.

    “En række sygdomme som almindelig influenza, børnesår og lus er i den grad minimeret siden marts. Det betyder faktisk en del for vores fælles velfærd. Hygiejnisk rengøring er en attraktiv investering i folkesundheden og i samfundsøkonomien. Det forbedrer velfærden for mange. Det sparer liv og sygedage. Analyser viser, at fokus på håndhygiejne i daginstitutioner vil spare samfundet for cirka 445 millioner kr. årligt. Og samfundet kan spare cirka 1,2 milliard kr. årligt ved at mindske antallet af genindlæggelser af sygehuserhvervede infektioner. Hygiejnen er en god og økonomisk investering,” siger Pia Heidi Nielsen.

    Hun tilføjer, at ingen kan vide, hvad fremtiden vil bringe af nye bakterier og nye vira.

    “Men der er solid grund til at lære af vores nye erfaringer, så vi er bedre rustet næste gang – hvornår det så end bliver,” siger Pia Heidi Nielsen.

    Kontakt:

    Sektorformand Pia Heidi Nielsen tlf.: 20 14 93 86/46 97 23 09 email: phni@foa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/foa-husk-nu-hygiejnen?releaseId=13597925

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **