PRM / Giv nu mellemlederne plads til at lede!

    Pressemeddelelse fra Turbine Forlaget A/S

    “Problemet i dag er virksomheders voksende antal målinger og kontrolinstanser, der slider på den tillid, som binder vores samfund sammen og i sidste ende skaber de bedste resultater for danske virksomheder. Hvad enten systemerne kaldes trivselsmåling, KPI’er, tilfredshedsundersøgelser eller performance-management, gør de ofte mere skade end gavn, fordi de skaber en illusion om, at ledelse kan udøves med excel-ark og digitale værktøjer. Det kan ledelse ikke,” siger Henrik Jespersen og fortsætter:

    “Senest har vi set eksempler på endog meget uheldige konsekvenser inden for plejehjemssektoren, hvor medarbejdere står alene med det daglige arbejde og de daglige dilemmaer, fordi deres nærmeste ledere i stigende grad bevæger sig væk fra netop ledelse og den sunde fornuft – til fordel for kontrollerende skemaer og afrapporteringer.”

    Intet i de sidste årtiers udvikling tyder på, at forandringerne kommer oppefra, og derfor må mellemlederne selv skabe sig pladsen til at lede. Det kan virke som en uoverstigelig opgave, men er det ikke, hvis mellemlederen forstår sin rolle i organisationen og sine egne værdier som menneske og leder.

    “Løsningen på det her enorme problem er naturligvis kompleks, men starter nedefra som en form for civil ulydighed og en forståelse af, at ledelse er en social proces. Det er vigtigt, at du som leder tør gå dine overordnede imod og agere talerør for dine medarbejdere, men også at du træder ind i konflikter med dine medarbejdere og formår at udnytte deres fulde potentiale til at skabe resultater. Du skal finde dine værdier og din kerne som leder, så du har noget at holde fast i i pressede situationer. Dét – og ikke målinger – giver ganske enkelt de bedste resultater,” siger Henrik Jespersen.

    ‘Kontrol er let, ledelse er svært – en håndbog til mellemlederen’ henvender sig til de ledere, der leder og bliver ledt, hvad end de arbejder i store eller små virksomheder, det private eller offentlige, store organisationer eller det såkaldte produktionsdanmark. Med afsæt i Henrik Jespersens egne erfaringer som ledelseskonsulent og leder i store danske virksomheder leverer han i bogen en konkret og letforståelig guide til, hvordan du som leder kan stå imod presset oppefra og skabe de bedst mulige resultater nedefra. Dét, du som leder er ansat til.

    Henrik Jespersen (f. 1967) er grundlægger af Pro-Lead A/S, og hans primære fokus er på resultatskabelse ved at koble forretningsstrategi med organisationsstrategi. Han har en fortid med talent- og lederudvikling i Grundfos, koncernledelsesniveau i Fertin Pharma og Gumlink (tidligere Dandy) og bestyrelsesformand i en række selskaber. Uddannet linjeofficer i forsvaret og har en MBA i psykologi og ledelse. I dag er han direktør i sin egen tech-startup.

    Fakta om bogen:

    Kontrol er let, ledelse er svært – en håndbog til mellemlederen
    Forfatter: Henrik Jespersen (i samarbejde med Peter Krogh Andersen)
    Forlag: Turbine
    ISBN: 9788740664058
    Sidetal: 156
    Vejl. pris: 249,95 kr.
    Udkommer d. 20. august 2020

    Kontakt:

    PR og kommunikation Marie Jensby tlf.: 60548460 email: marie.jensby@turbine.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/giv-nu-mellemlederne-plads-til-at-lede?releaseId=13597735

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **